Minister i samråd efter hjemmehjælps-dom

Socialministeren skal svare på, hvad hun vil gøre for at forhindre, at kommuner skærer i hjemmeplejen på grund af besparelser. Enhedslisten har kaldt hende i samråd efter dom i landsretten, der blåstempler Køges reducering af hjemmehjælp.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der skal sættes en stopper for, at kommuner reducerer hjælp i hjemmet hos ældre for at opnå økonomiske besparelser. Sådan lyder det fra Enhedslisten, der kalder socialminister Karen Hækkerup (S) i samråd, efter at Køge Kommune onsdag fik Østre Landsrets ord for, at det var lovligt, da kommunen i 2010 reducerede to ældre borgeres hjælp i hjemmet på grund af besparelser.

Derfor har Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen, onsdag kaldt socialminister Karen Hækkerup (S) i samråd, oplyser han i en pressemeddelelse. Han kalder det en sort dag for de ældre borgere, der er afhængige af hjælp fra det offentlige for at kunne klare sig i eget hjem.

- Hvis kommunerne kan skære i hjemmehjælp med henvisning til kommunens økonomi, er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvilke besparelser de ældre – og for den sags skyld andre borgere - kan udsættes for, uden at de har nogen mulighed for at forhindre det, lyder det fra Finn Sørensen, der vil bede ministeren svare på, hvad hun vil gøre for at forhindre kommunerne i at skære i hjemmehjælpen med henvisning til besparelser.

Det er interesseorganisationen Ældre Sagen, der har trukket Køge Kommune i retten. Organisationen mente, at det var i strid med loven, at kommunen havde skåret i hjælpen til de to ældre for at opnå økonomiske besparelser.

Østre Landsret slog onsdag fast, at kommunens standarder var i overensstemmelse med Serviceloven, og at afgørelserne vedrørende de to borgere var truffet efter en konkret og individuel vurdering af borgenes behov. Da kommunens hidtidige afgørelser om hjemmehjælp til de to borgere havde haft gyldighed i nærmere bestemte og begrænsede perioder, var der ikke tale om, at kommunen tilbagekaldte disse afgørelser. Derfor blev Køge Kommune frifundet, skriver Østre Landsret i en pressemeddelelse.