Mere end hver tredje har stemt ved frokosttid

Stemmeprocenten ligger langt højere end i 2015, og det kan ikke kun forklares med den tidlige valgstart.

FV19: Valgsted åbner på Odense
Vælgerne har i høj grad stemt tidligt på dagen. Tim K. Jensen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Med en tredjedel af valgdagen overstået har mere end hver tredje dansker stemt.

Det viser en rundspørge, Ritzau har foretaget i kommuner og på valgsteder, der tilsammen repræsenterer 476.000 stemmeberettigede vælgere.

Klokken 12 har knap 37 procent afgivet deres stemme, viser Ritzaus stikprøver.

Det tal indeholder både brevstemmer afgivet før valget samt kryds, der er blevet sat, siden valgstederne åbnede klokken 8 onsdag morgen.

Valgdeltagelsen er dermed langt højere end på samme tidspunkt af dagen ved folketingsvalget i 2015, hvor lidt over 27 procent havde stemt. Dengang åbnede valgstederne dog først klokken 9.

Samtidig falder valget i år på Grundlovsdag, hvor mange har fri fra arbejde, mens det i 2015 faldt på en almindelig torsdag i juni.

Det spiller nok ind i den høje stemmeprocent tidligt på dagen, vurderer professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.

»Der er rigtig mange, der haft mulighed for at stemme tidligere end normalt, så det præger tallene,« siger valgforskeren.

Han tror dog også, at den høje foreløbige valgdeltagelse afspejler en interesse for valget.

»Det er et valg, hvor der vitterligt er noget på spil. Vi står foran et regeringsskifte, og der er 13 partier, hvoraf nogle er lige på grænsen til at komme ind.«

»Så danskerne ser, at deres kryds faktisk er vigtige,« siger Kasper Møller Hansen.

Der er til gengæld ikke tegn på, at tendensen til flere brevstemmer fortsætter. Hver eneste kommune i Ritzaus stikprøve har modtaget lidt færre brevstemmer end i 2015.

I alt er der omkring 4,2 millioner stemmeberettigede vælgere til folketingsvalget 2019.

De har indtil klokken 20 til at komme hen til deres valgsted. Stemmeboksene lukker derefter, når der ikke er flere i kø, der ønsker at stemme.

De sidste mange år har valgdeltagelsen ved folketingsvalg svinget mellem 84 og 88 procent.

/ritzau/