Lukningstruet specialhospital fik aldrig millionerne

Pia Christmas-Møller fik sikret epilepsihospitalet Filadelfias overlevelse i blå bloks 2020-plan. Nu er 100 ansatte fyret, og hospitalet står til at lukke. Enhedslisten kræver rød handling.

Løsgængeren Pia Christmas-Møller fik afsat op til 35 mio. kr. til Filadelfia. Det var ét af hendes aftryk på 2020-planens sundhedsaftale. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De ansatte er i chok på epilepsihospitalet Filadelfia på Vestsjælland.

Onsdag blev de orienteret om, at 100 kolleger skal fyres, og at to centrale afdelinger på Danmarks eneste specialiserede epilepsihospital - den selvejende institution Filadelfia - lukker. Lukningerne er en konsekvens af den nye driftsaftale med regionerne, som reducerer Filadelfias årlige budget fra 155 mio. kr. til godt 74 mio. kr.

Ifølge bestyrelsesformand Kjeld Møller Petersen står resterne af hospitalet ikke til at redde efter nedskæringen:

- Hvis ikke vi får hjælp, så må vi lukke. Vi kan ikke drive et højkvalificeret hospital for halvdelen af, hvad vi får i dag, siger han.

De to afdelinger, der skal lukke - og som allerede i næste uge må sende patienter hjem - er afdelingen for svært multihandicappede og afdelingen for unge med epilepsi. Ifølge Epilepsiforeningen findes lignende afdelinger ikke noget andet sted i Danmark. Omkring 1.600 patienter bliver berørt.

Direkte nævnt i 2020-plan

Nyheden vækker både undren og harme på Christiansborg. I VK-regeringens sundhedsaftale, som var en del af forårets omfattende 2020-plan, nævnes den økonomiske sikring af Filadelfia nemlig direkte. I aftaleteksten hedder det, at regeringen, Dansk Folkeparti og daværende folketingsmedlem Pia Christmas-Møller opfordrer til, at regionerne hurtigst muligt »sikrer, at hospitalets særlige position i dansk epilepsibehandling kan opretholdes.«

Ifølge Pia Christmas-Møller gik den egentlig aftale endda endnu længere:

- Der blev givet et konkret tilsagn om, at Filadelfia skulle overleve, og der blev afsat et beløb på op til 35 millioner kroner til at sikre hospitalet fremover, siger hun til Berlingske.

Som forudsætning for, at få del i millionerne, skulle både regionerne og Filadelfia dog strække sig i et forhandlingsforløb, understreger Pia Christmas-Møller. Hun mener, at det må være den kommende sundhedsministers første opgave, at sikre Filadelfias overlevelse.

- Jeg kan simpelthen ikke se for mig, at den nye regering ikke vil gribe ind, siger hun.

Det seneste år er der blevet holdt flere møder mellem Kommunernes Landsforening, Bertel Haarder (V) og Filadelfia. Men millionerne fra 2020-planen er af uvisse årsager aldrig kommet i spil.

Enhedslisten: Rød regering må sikre hospital

Så snart en ny sundhedsminister er på plads, vil Enhedslistens sundhedsordfører Stine Brix kræve, at den kommende regering sikrer epilepsihospitalets overlevelse:

- Filadelfia er det eneste specialiserede tilbud til hårdt ramte epilepsipatienter. Hospitalet løfter en meget vigtigt opgave, og det vil være en katastrofe, hvis det forsvandt, siger hun.

Stine Brix vil endnu ikke lægge sig fast på, hvor pengene skal findes, men en statslig bevilling kan komme på tale, mener hun.

- Det vigtigste er, at finde en løsning. Og det er formentlig noget, vi vil stille som krav til de kommende finanslovsforhandlinger.

SF'er accepterer ikke lukning

På grund af de igangværende regeringsforhandlinger vil Socialdemokraternes sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen ikke sige noget om, hvad den kommende sundhedsminister bør eller vil gøre ved problematikken. Hun siger dog:

- Vi må have en garanti for, at ingen patienter tabes på gulvet. Hvis ikke patienterne kan få en lige så god behandling et andet sted i Danmark, så har vi et konkret problem, som skal løses.

SFs tidligere forebyggelsesordfører Karl Bornhøft har sagt, at han og SF »under ingen omstændigheder vil accepterer en lukning« af epilepsihospitalet.

Fakta: Læs sundhedsaftalen fra 2020-planen

Filadelfia har 850 ansatte og behandler godt 4.000 patienter om året. Mange af dem henvises fra offentlige sygehuse. De 100 fyrede medarbejdere mister deres job den 1. november, hvis ikke der findes en løsning inden da.