Konservative arrangerer protestmarch mod jødehetz

De Konservatives leder på Københavns Rådhus har indkaldt til protestmarch på Nørrebrogade, hvor deltagerne vil bære jødiske symboler, som reaktion på stigende chikane mod danske jøder.

Foto: Bax Lindhardt

Torsdag aften vil en gruppe politikere bevæge sig ned gennem Nørrebrogade iført kalot og andre jødiske symboler for at reagere mod et stigende antal beretninger om overfald og chikane mod danske jøder.

Det er lederen af de Konservative i Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus, Rasmus Jarlov (K), der står bag initiativet.

»Jødiske symboler og påklædning har lige så meget ret til at være i gadebilledet som eksempelvis det muslimske tørklæde. Det skal alle acceptere og vænne sig til. Vi vil gerne have gaderummet tilbage fra folk, der hader og chikanerer jøder, som der desværre har været en hel del eksempler på i den senere tid,« siger Rasmus Jarlov i en skriftlig kommentar.

Senest er det kommet frem, at jøder føler sig tvunget til for eksempel at skjule halsbånd med en Davidsstjerne eller andre religiøse symboler for ikke at risikere tilråb eller direkte overfald. Og Berlingske skriver tirsdag, at de københavnske politikere har indkaldt til et hastemøde for at skabe et overblik over omfanget af antisemitisme i hovedstaden.

Samtidig er rapporteret om episoder på Nørrebrogade, så udgangspunktet for torsdagens march er ikke valgt tilfældigt.

»Andre grupper kan også opleve diskrimination, men jøderne er mig vidende den eneste minoritet, som ligefrem bliver overfaldet på gaden på grund af deres religion og ikke kan skilte med, hvem de er, af frygt for deres sikkerhed. Det er vanvittigt, at det er nået dertil, og det virker desværre til, at det bliver værre og værre. Det hører ikke hjemme i Danmark og skal stoppes,« lyder det fra Rasmus Jarlov.

Det Jødiske Samfund i Danmark har ifølge Berlingske registreret 29 fysiske, verbale og virtuelle overgreb på jøder, siden konflikten i Gaza blussede op i begyndelsen af juli.

BNB