Gjerskov: Israel gør ikke nok for at undgå drab på civile

Søren Espersens påstand om, at Hamas er eneansvarlig for konflikten i Gaza er ensidig, siger Mette Gjerskov. Palæstinenserne er den svage part i konflikten, understreger hun.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dansk Folkeparti lukker øjnene for israelernes hårde angreb på civile i Gazastriben, når partiets udenrigsordfører hævder, at de militante palæstinensere i Hamas bærer eneansvaret for urolighederne i Gaza.

Sådan lyder det fra Mette Gjerskov (S), formand for Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, efter Søren Espersen (DF) har placeret hele ansvaret for konflikten hos Hamas.

»Det er en meget snæver fortolkning. Der er to parter i den konflikt, og den har varet i mange årtier, så det er svært at sige, at der kun er én skyldig part. Det er en meget ulige kamp, hvor det er israelerne, der har overmagten, og langt hen ad vejen er det palæstinenserne, der er de undertrykte. Derfor er det et nærliggende dansk synspunkt at se på, hvem der er den svage part, og det mener jeg klart, palæstinenserne er,« siger Mette Gjerskov.

Flere end 500 mennesker, heraf mange civile, har i løbet af de seneste to uger mistet livet i Gazastriben, hvor der på et lille landareal bor over 1,7 millioner mennesker. Men selv om der således er flest tab på palæstinensisk side, så kan man ikke bebrejde israelerne, fastslår Søren Espersen.

»Der har været tre våbenhviler inden for otte dage, og alle tre blev øjeblikkeligt brudt af Hamas. Den sidste oven i købet efter bare 14 minutter. Uanset hvor mange våbenhviler man foranstalter, vil de ikke blive overholdt af Hamas. De her terrorister vil kun have krig og er ikke interesseret i forsoning,« siger han.

Men Israel gør ganske enkelt ikke nok for at undgå civile ofre, og det forholder Søren Espersen sig ikke til, mener Mette Gjerskov.

»Det holder ingen som helst steder. Jeg ved godt, at Søren Espersen synes, at israelerne er dygtige. Men det er ikke acceptabelt at have en konflikt med så mange civile ofre,« siger hun.

»Det er mennesker, der lever i noget, der ligner et åbent fængsel, på størrelse med Langeland, som er meget tæt befolket. Det betyder, at hver gang, du skyder derind, kan du næsten ikke undgå at ramme civile. Det skal israelerne være klar over, og det skal de sørge for at undgå, men det har de ikke gjort,« siger Mette Gjerskov og understreger, at Hamas også bærer sin del af ansvaret for konflikten.

»Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, at Hamas skyder raketter ind over grænsen til Israel. Men det ændrer ikke ved, at det er israelerne, der slår civile ihjel,« siger hun.