Ghettoliste bygger på gamle tal

Regeringen risikerer at sætte ind i de helt forkerte boligområder, når den i dag præsenterer sin længe ventede strategi for indsatsen i 29 forhåndsudpegede »ghetto-områder«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringen risikerer at sætte ind i de helt forkerte boligområder, når den i dag præsenterer sin længe ventede strategi for indsatsen i 29 forhåndsudpegede »ghetto-områder«.
De 29 områder er nemlig udpeget på baggrund af statistik, der er op til fem år gammel., skriver Information.

»Det er nogle meget grove og til dels misvisende indikatorer, der ikke siger tilstrækkeligt om de virkelige problemer,« siger John Andersen, der er professor på Plan, By og Proces på RUC og en af landets førende forskere i socialt udsatte boligområder, til Information.

Socialministeriets liste over de 29 almene boligområder, der er »ghettoer«, baserer sig på statistiske oplysninger om områderne. Alle områder opfylder ifølge ministeriet mindst to ud af tre af disse kriterier:

• Mindst 40 pct. af beboerne har ingen tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet
• Mindst 270 pr. 10.000 indbyggere har en dom for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer
• Mindst halvdelen af beboerne er indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande.

Men flere af statistikkerne er så gamle, at de ikke siger noget om situationen i områderne, som de er i dag. Antallet af dømte er et gennemsnit for årene 2005 til 2008, og antallet af beboere uden arbejdsmarkedstilknytning er et gennemsnit af årene 2006 til 2009.

For flere boligområders vedkommende kan bare en lille ændring af situationen i mellemtiden betyde, at de i dag ikke burde være omfattet af ghetto-definitionen. For eksempel er et antal på 274 ud af 10.000 beboere med en dom - fire over »grænseværdien« - udslagsgivende for, at Tåstrupgård i Høje Taastrup optræder på ghettolisten. Og for Tingbjerg og Blågården i Københavns vedkommende er det et antal på henholdsvis 287 og 283 dømte ud af 10.000 - 17 og 13 over grænseværdien - der stempler disse områder som ghettoer.

Ghetto-stemplet kan blive helt afgørende, hvis regeringen gør alvor af sine planer om at lave særregler for beboere i de belastede boligområder. Men selv, hvis de var helt opdaterede, er statistikkerne en alt for upræcis måde at udpege problemerne på, siger seniorforsker Knud Erik Hansen fra Statens Byggeforskningsinstitut til information.

»Fordi en vis andel af folk er arbejdsløse eller indvandrere, så er det jo ikke det samme, som at der er kriminalitetsproblemer. Hvis man vil til at skille folk i bestemte boligområder ud, når flertallet, der bor der, ikke er kriminelle eller laver ballade, så kan det blive rigtig problematisk,« siger Knud Erik Hansen, der i stedet opfordrer til at sætte målrettet ind mod unge drenges negative »gadekultur« - hvad enten det er i et »ghetto-område« eller ej. Socialministeriets plan er at opdatere tallene bag ghetto-listen en gang om året - og dermed kan ghetto-områder altså også ryge ind og ud af listen.

Men ifølge John Andersen fra RUC siger et enkelt årligt tal for antal beboere uden beskæftigelse ikke noget om virkeligheden.»Vollsmose i Odense kan man kalde en springbrætsghetto. Folk flytter ind og får en bedre situation - og så flytter de måske fra området igen. Dét skjules fuldstændig i sådan en årlig gennemsnitsopgørelse. Så skal man ind og se på mobiliteten - men det tager ghettolisten ikke højde for,« siger han.