Frivilligt arbejde skal ikke straffes

Mai Mercado (K) Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Brogaard/Folketinget
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I dag må man kun arbejde frivilligt i fire timer hver uge, hvis man er på dagpenge. Og man bliver trukket i efterløn, hvis man møder op som frivillig i Røde Kors. Det er en regel med uheldige konsekvenser. For frivilligt arbejde er godt for samfundet, dagpengemodtageren og efterlønnerne.

Vi er et samfund, der sætter pris på, at folk påtager sig et ansvar for at løfte en opgave til gavn for andre. Det er også med til at give samhørighed, for vores frivillige fællesskaber er drevet af lyst og viljen til at gøre noget godt for andre. Vi ved også, at foreningsarbejde er med til at skabe grobunden for vellykket integration og en dejlig hverdag for mange familier. Der er al mulig grund til at hejse flaget for det frivillige Danmark.

Samtidig er det vores mål, at dagpengemodtagere skal tilbage i arbejde hurtigst muligt. Og det er kun godt, hvis dagpengemodtagere kan oparbejde kompetencer, møde potentielle arbejdsgivere og udvide deres netværk gennem frivilligt arbejde. En logisk konsekvens er derfor, at vi kigger nærmere på de barrierer der begrænser det frivillige arbejde blandt eksempelvis dagpengemodtagerne.

Det siger sig selv, at når man er på dagpenge, skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Sådan skal det også være fremover. Man skal aktivt søge arbejde, deltage i de nødvendige kurser gennem jobcentrene og leve op til de eksisterende krav til dagpengemodtagere. Men hvis man er klar til at møde op, når man får et tilbud om at arbejde, behøver vi ikke afholde folk fra også at arbejde frivilligt. Hvad nu, hvis man normalt arbejdede frivilligt seks timer hver uge hos eksempelvis Livslinien, i den frivillige retshjælp eller et tredje sted, da man var i job. Hvorfor skulle man så ikke kunne fortsætte med det?

Frivilligt arbejde skal selvfølgelig ikke tage brødet ud af munden på andre. Det betyder også, at der skal være en grænse for, hvilken type arbejde man kan udføre. Frivilligt arbejde, der vedrører primært drift og vedligeholdelse er jeg skeptisk over for, netop fordi det tager arbejde fra almindeligt ansatte malere og andre faggrupper. Men at et ældre menneske får en besøgsven, tror jeg næppe afvikler et eneste job.

I dag undlader mange at udføre frivilligt arbejde, fordi reglerne er blevet for firkantede. Tænk et løft, det ville give, hvis efterlønnere ikke skulle være bange for at komme i karambolage med regler og tilbagebetalingsordninger. Det er mange børn, der kunne få en voksenven – bare for at nævne ét eksempel.

Lad os gøde jorden for mere frivilligt arbejde. Første skridt er, at vi ikke beder folk på overførselsindkomster om at holde igen med at arbejde frivilligt gennem en økonomisk straf.