Folkeafstemning om velfærdsforbehold

Christina Egelund (LA) Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto

Hvis der er én ting, som de seneste måneder om børnechecken har vist, så er det, at EU’s regler og love sætter skarpe grænser for, hvordan vi kan indrette velfærdssamfundet.

Det er ikke den historie, som de EU-ivrige partier fortalte befolkningerne, før de berømte folkeafstemninger om traktaterne tilbage i 90’erne. Men man må sige, at de, der dengang råbte vagt i gevær og blev hånet for at føre skræmmekampagner – ja, de havde ret og ja-partierne havde uret.

Danmark ville gerne have stillet et værn op mod, at give let og utvungen ret til dansk SU, men en EU-dom tvang Danmark til at åbne kasserne i et langt større omfang, end politikerne i Folketinget egentlig havde lyst til. VK-regeringen forsøgte i 2010 at dæmme op for at børnechecken med et optjeningskrav, som så blev erklæret ulovligt af EU-Kommissionen.

Sådan vil det gå slag i slag de kommende år, hvor EU har 123 danske velfærdsydelser i søgelyset. Og hverken den nuværende regering eller Venstre som det kommende regeringsparti har noget som helst svar på, hvad man skal gøre for at stoppe EU’s indtrængen på danske enemærker.

Alt hvad de kan mande sig op til, er at tage et kaffemøde med kommissionsformand Barosso. De regeringsbærende partier i Danmark lever i afmagt og har reelt ingen mulighed for at bremse EU på dette område, for de har selv stemt for det hele og ingen af de andre EU-lande er forpligtet til at røre en finger for at komme Danmark i møde.

EU vil fortsætte sit togt indtil befolkningen siger stop. Det er kun befolkningen, som kan tvinge EU til at ændre kurs, eller sætte bom ned for den sociale union.

En folkeafstemning kan løsne en fastlåst situation

Derfor foreslår jeg og Liberal Alliance, at man sender sagen til folkeafstemning.

Skal det være EU, eller skal det være Folketinget, det lovgiver om hvem, der har ret til velfærdsydelser, hvorvidt man kan sende ydelserne ud af landet, om man skal optjene ret til dem først og på hvilke øvrige betingelser, udbetalingen sker?

Det er det enkle spørgsmål. Jeg er ikke i tvivl om, at et stort flertal af danskere mener, at den lovgivning skal ligge i Folketinget og ikke i EU. Og jeg har mere end svært ved at fatte, at politikerne fra Socialdemokraterne og Venstre ikke er enige i det synspunkt og for længst har protesteret til EU over den glidebane, vi er ud på.

Det var befolkningen, der ved fire folkeafstemninger gav mandat til EU om at udvikle et indre marked og lave fælles regler på afgrænsede områder. Der er aldrig givet et mandat fra befolkningen til EU om at bestemme over den danske velfærd.

Når det så alligevel er sket nu, må befolkningen naturligvis gives en lejlighed til enten at tage den suverænitet tilbage, som EU har tiltaget sig gennem utallige domme ved EU-domstolen eller bekræfte, at det er OK, at EU overtager retten til at bestemme over velfærdssamfundets indretning med de konsekvenser, det giver.

Det vil kun være ganske rimeligt, og det er den eneste måde at give demokratisk legitimitet til den proces, som EU er inde i.

Nu vil danskerne formentlig stemme ja til at tage suveræniteten tilbage til Folketinget, hvis et flertal i Folketinget overhovedet vil give dem lov til at stemme. Og hvad vil der så ske?

EU-kommissionen vil ikke kunne lide det. Nogle af de større EU-lande vil også mene, at det er en utidig folkelig indblanden, men i virkelighedens politiske landskab er det ikke muligt at sidde en befolknings udtalte flertal overhørigt. Den danske befolkning vil få sin vilje.

For forbehold og nationale særordninger er allerede en kendt ting i EU-systemet. Danmark har forbehold for euroen, for flygtningepolitikken og for det fælles forsvar. Englænderne har forbehold for hele retsområdet og en lang række andre lande har afgivet erklæringer, som på den ene eller anden måde giver dem særrettigheder i forhold til resten.

Så de andre EU-lande og EU-Kommissionen vil højlydt protestere, men i sidste ende vil de give sig og finde en løsning, så Danmark og de andre lande som ligner os på velfærdsområdet kan få retten til selv at bestemme tilbage.

Hvad hverken Venstre eller Socialdemokraterne kan klare ved kaffemøder eller lange forhandlinger i EU, vil befolkningen kunne overkomme ved enkelt og klart at stemme suveræniteten tilbage.

Det vil være en lykkelig udgang på en problemstilling, som truer med på sigt at sprænge EU-samarbejdet. For EU har så meget andet godt at byde på med fri handel, fri konkurrence og fri bevægelighed. Det vil jeg gerne værne om, men velfærdsunionen den må de putte tilbage i skuffen.