Foghs store slagnummer er foragtet af økonomer – men det er svært at gå imod

Skattestoppet har levet en omtumlet tilværelse, siden det blev knæsat af VK-regeringen i 2001. Kritikken fra topøkonomer har været konstant, og skattestoppet hælder »cement« ned over skattesystemet, siger tidligere overvismand. Omvendt fungerer doktrinen som et effektivt, politisk argumentationsværktøj.

Venstre vil anført af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og finansminister Kristian Jensen (V) gå til valg på skattestoppet. Det blev i sin tid knæsat af fhv. Venstre-formand og statsminister Anders Fogh Rasmussen (til højre) og har vist sig at være en sejlivet, borgerlig idé. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Siden årtusindskiftet har Danmark haft tre forskellige borgerlige regeringskonstellationer med to forskellige statsministre og en politik, der ikke nødvendigvis er helt den samme i 2018, som den var i 2001, 2009 eller 2015.

Men én doktrin har trods fagøkonomisk kritik og adskillige politiske indgreb formået at overleve hele vejen igennem – om ikke andet så som tilbagevendende, politisk trumf, der senest blev fremhævet af Venstres næstformand og finansminister i august.

»Vores udgangspunkt i Venstre har siden 2001 været et skattestop,« sagde Kristian Jensen:

»Vi kan holde skatterne i ro og sørge for, at de ikke bliver sat op.«

Skattestoppet fandt både vej til Anders Fogh Rasmussens VK-regeringsgrundlag i 2001 og til grundlaget for den rene Venstre-regering i 2015 og den nuværende VLAK-regering fra 2016. Og her stopper stoppet altså tilsyneladende ikke.

Ej heller kritikken af det. For lige så levedygtigt, skattestoppet har vist sig at være som borgerlig-liberal idé, lige så vedholdende har flere af landets universitetsøkonomer kritiseret doktrinen. Tidligere overvismand Torben M. Andersen, der er økonomiprofessor på Aarhus Universitet, er i hvert fald stadig ikke fan.

»Man hælder cement ned over et system, som ikke er skruet hensigtsmæssigt sammen,« siger han:

»Der er gode argumenter for at lave skatteomlægninger, men skattestoppet låser mulighederne for at lave de nødvendige omlægninger. Det forhindrer, at man kan få skattetrykket indrettet mere hensigtsmæssigt, så det har de mindste forvridninger.«

Bo Sandemann Rasmussen, ligeledes økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, mener, at skattestoppet giver en falsk tryghed.

»Politisk set vil man gerne forhindre, at borgerne bliver beskattet yderligere, men reelt beskytter skattestoppet ikke imod det. Det forhindrer ikke, at skattetrykket stiger. Hvis borgerne eksempelvis øger deres lønindkomster, kan flere komme til at betale topskat, og dermed øges skattegrundlaget,« siger han.

Et thailandsk vindue

Historisk har økonomerne især set sig sure på skattestoppet på boliger, som flere af dem endda har givet en del af skylden for 00ernes overophedning af boligmarkedet, og hvor hårdt krisen ramte Danmark. Boligskatteaftalen, som regeringen indgik med flere partier sidste år, fjernede dog ejendomsværdiskattestoppet.

»Generelt vil økonomer gerne flytte skatteopkrævningen væk fra arbejde og over på eksempelvis boliger. Høje skatter på arbejde gør, at folk tilskyndes til at arbejde mindre, og derfor er det godt at flytte skattebetalingen over på eksempelvis ejerboliger, fordi det ikke har samme negative effekt på samfundsøkonomien,« siger Bo Sandemann Rasmussen.

Selvom skattestoppet ifølge Kristian Jensen har været Venstres udgangspunkt siden 2001, har det ikke altid været lige tydeligt. Og skattestoppet har ikke overlevet uden badutspring. Flere gange har borgerlige regeringer høstet kritik for at bryde med deres eget dogme.

Skattestoppets far, Anders Fogh Rasmussen (V), havde dog allerede i 2007 talt om, at man kunne åbne et »vindue«, hvor skattestoppet ikke gjaldt – for eksempel i forbindelse med skattereformer – hvorefter skattestoppet igen trådte ikraft. Embedsmænd omdøbte det til »det thailandske vindue«, fordi argumentet var i samme boldgade som manden, der mener, at han er sin kone tro, når bare han altså ikke tager til Thailand.

Der er derfor også tidligere skrevet nekrologer over skattestoppet. Men som realpolitisk idé er det aldrig blevet lagt i graven på samme måde som for eksempel nogle socialdemokraters vision om økonomisk demokrati i 1970erne eller efterkrigstidens borgerliges kritik af velfærdsstaten som sådan.

Et »effektivt« værktøj for Venstre

Politisk kommentator Michael Kristiansen var særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen fra 2000 til 2005. Ifølge ham har skattestoppet vist sig levedygtigt, fordi det er et »effektivt argumentationsværktøj«, der vender »bevisbyrden« om.

»Styrken ved skattestoppet er, at det er enormt svært at være imod,« siger han.

Der skal ikke meget til, før kritikerne af skattestoppet ender som dem, der skal forsvare sig.

»For hvis du er imod skattestoppet, går du altså ind for højere skatter,« illustrerer Michael Kristiansen med et simpelt retorisk kneb.

Han mener dog også, at skattestoppet har haft en »opdragende funktion« på måden at tænke udgiftspolitik.

»Man har fået indført nogle principper om, at hvis man vil give gaver, skal man også have pengene med. Det er blevet knæsat som politisk princip,« siger han.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er enig.

»Man kan godt have skattefaglige indvendinger imod skattestoppet,« siger han:

»Men politisk er det en genial idé, fordi det overordnede billede siden 2001 er, at det har beskyttet danskerne fra politikere, der ellers ville have brandbeskattet dem på alle mulige måder.«