Fødevareminister forbyder slagtning uden bedøvelse

Ny bekendtgørelse betyder, at slagtning uden bedøvelse bliver forbudt i Danmark. Det møder kritik fra muslimske og jødiske foreninger, men fødevareminister Dan Jørgensen afviser.

Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danske slagterier kan ikke længere kan søge om dispensation til at slagte dyr uden bedøvelse.

Det er essensen af en ny bekendtgørelse fra Fødevareministeriet, der træder i kraft 17. februar. Forbuddet mod slagtning uden bedøvelse, som er et krav i visse religiøse samfund, er en mærkesag for fødevareminister Dan Jørgensen (S).

»Jeg synes, man skal tillade religiøse slagtninger, men det skal foregå dyrevelfærdsmæssigt forsvarligt, og det er altså med bedøvelse,« siger ministeren.

Udmeldingen møder kritik fra både Det Jødiske Samfund i Danmark og Det Islamiske Trossamfund i Danmark, der til TV 2 siger, at det er et indgreb i deres religionsfrihed, selv om religiøse slagtninger uden bedøvelse reelt er ikke-eksisterende i Danmark.

»Det kan godt være, at den ikke bliver brugt den her måde, men vi mener, at det er et stort skridt at tage,« siger formanden for organisationen Danish Halal, der repræsenterer 53 muslimske foreninger herunder Det Islamiske Trossamfund, Benyones Essabar, til TV 2.

Dan Jørgensen kalder kritikken for »en storm i et glas vand«.

»Der har ikke været gennemført denne her slags slagtninger uden bedøvelser i Danmark i mange år, men der foregår hver eneste dag religiøse slagtninger. Så det har er faktisk bare et forbud for en sikkerheds skyld,« siger han.

»Det kan næppe være noget, der kan fylde meget i mange danskeres hverdag, eftersom det ikke foregår,« siger fødevareministeren.

Trossamfundene har ifølge tv2.dk forsøgt at få et møde med Dan Jørgensen om de rituelle slagtninger, men det har han indtil videre afvist.