Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Lene Espersen er flittigere end sin forgænger, Per Stig Møller. I hvert fald hvis man måler fliden på antallet af rejser til udlandet.
Det viser en optælling af de to ministres rejser i månederne maj, juni og juli i henholdsvis 2009 og 2010. Per Stig Møller, der nu er kulturminister, gennemførte i perioden otte rejser, hvoraf hovedparten fandt sted i maj 2009. I juli rejste han kun en enkelt gang på besøg i Washington, fremgår det af en opgørelse af den daværende ministers rejser, som kan læses på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Lene Espersen rejste i samme periode 13 gange, og flest gange i maj. Yderligere tre rejser blev forsøgt, men måtte af forskellige grunde opgives.
Den 11. maj skulle ministeren have deltaget i Europarådets møde i Strasbourg, men blev forhindret på grund af askeskyen, der lammede lufttrafikken. I slutningen af maj skulle hun have deltaget i et uformelt udenrigsministermøde i Sopot i Polen, men måtte i sidste øjeblik aflyse, fordi hun skulle deltage i forhandlingerne om regeringens genopretningspakke.
Og endelig måtte deltagelsen i donorkonferencen i Kabul i juli opgives, da lufthavnen i Kabul lukkede som følge af et raketangreb. Hvis det var lykkedes at gennemføre de tre rejser, ville Lene Espersens rejseaktivitet med 16 mod otte være blevet præcis dobbelt så stor som forgængerens.
Lene Espersen sendte i tremånedersperioden afbud til en række andre møder, som hun kunne have deltaget i. Det gjaldt blandt andet EU-rådsmødet den 26. juli, som ingen dansk udenrigsminister har deltaget i i de seneste 10 år. Men Lene Espersens fravær udløste alligevel kritik, blandt andet fordi størstedelen af de øvrige EU-udenrigsministre fandt mødet tilstrækkeligt vigtigt til at møde op.
Optællingen af ministerrejserne dækker kun tre måneder, fordi opgørelsen af Per Stig Møllers rejser kun dækker tiden fra maj 2009 og fremefter.
Læs også: Lene E. blev væk fra 13 møder