Enhedslisten: Det må ikke blive for svært at klage over diskrimination

Det er fint at få sorteret bagatelsagerne fra, men omvendt skal vi passe på, at det ikke bliver for vanskeligt at klage over principielle sager om forskelsbehandling, lyder det fra Enhedslisten.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Enhedslisten er enig med regeringen i, at der skal ryddes op i de sager, der indbringes for Ligebehandlingsnævnet.

»Jeg synes, det er fint, hvis vi kan undgå, at nogle af de små, latterlige sager kommer op i nævnet,« siger Enhedslistens ligestillingsordfører, Jørgen Arbo-Bæhr (Ø), og nævner eksempelvis sager om frisørpriser og gratis adgang for mænd til en strikkefestival.

Regeringen lægger op til at indsnævre muligheden for at indbringe sager om diskrimination ved Ligebehandlingsnævnet. Fremover skal det kun være personer med en retlig interesse, der kan klage over forskelsbehandling. Desuden skal det gøres lettere for formanden for nævnet at afgøre sager, ligesom nævnet ikke af egen drift skal kunne tage sager op.

Enhedslistens ligestillingsordfører er enig i behovet for at få sorteret »bagatelsager« fra, men partiet er omvendt bekymret for, om regeringen gør det for vanskeligt at komme igennem med klagesager ved nævnet.

»Når ministrene foreslår, at kun folk, som direkte bliver berørt af diskrimination, kan indbringe en sag, så sørger de for, at kun nogle sager bliver taget op,« siger Jørgen Arbo-Bæhr.

Han mener, det skal være muligt for andre instanser - eksempelvis fagforeninger og Institut for Menneskerettigheder - at indbringe principielle sager for nævnet.

»Jeg synes, vi skal sikre, at Institut for Menneskerettigheder skal have mulighed for at klage over sager. De kan tage sagerne op af egen drift, så de kan tage principielle sager op. Desuden skal organisationer som for eksempel fagforeninger kunne tage sagerne op på deres medlemmers vegne,« siger Jørgen Arbo-Bæhr.