DR og TV 2 afholder fælles partilederrunde onsdag ved valg

Udskrives valget onsdag er der allerede planlagt fælles partilederdebat på DR og TV 2 i knap to en halv time.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis der udskrives folketingsvalg onsdag, vil der fra klokken 20.00 afholdes en partilederrunde på DR og TV 2.

Det er allerede planlagt, oplyser DR i en mail.

Statsminister Mette Frederiksen (S) holder pressemøde klokken 13.00 på Marienborg, hvor der efter alt at dømme udskrives folketingsvalg.

Den i så fald efterfølgende partilederrunde vil vare i knap to en halv time på Christiansborg og værter vil være DRs Nina Munch-Perrin og TV 2's Troels Mylenberg.

Her ventes samtlige 14 partiledere inklusiv statsministeren at deltage.

Normalt afholder DR og TV 2 hver deres debat på dagen for valgudskrivelsen.

Men for at kunne give nok taletid til alle 14 partiledere er tv-stationerne denne gang gået sammen, så der kan afholdes en længere debat end normalt.

Ambitionen er, at det skal komme seerne til gode, forklarer Thomas Falbe, nyhedschef i DR.

»Fordi der er så mange partier, er vi nødt til at give det noget mere tid, for at det skaber mening for seerne. Det havde både TV 2 og os svært ved at opnå, hvis vi skulle have to partilederdebatter på samme aften,« siger Thomas Falbe.

Til gengæld vil tv-stationerne fortsat afholde hver deres partilederrunde, når en valgkamp nærmer sig sin slutning.

I onsdagens ventede partilederdebat vil alle 14 partiledere være på gulvet på samme tid.

»Vi arbejder ikke med et stopur eller et på forhånd tildelt antal minutters taletid. Det er en løbende redaktionel vurdering, som selvfølgelig er vanskelig under en liveudsendelse.«

»Men vi har en særlig opmærksomhed på, at alle kommer til orde. Men der skal være mulighed for at lade debatten flyde rimelig frit,« siger nyhedschefen.

TV 2 oplyste også tirsdag til Politiken, at de tre statsministerkandidater allerede er inviteret til en statsministerdebat. Tv-stationen planlægger kun at holde én debat med de tre kandidater, Mette Frederiksen (S), Søren Pape Poulsen (K) og Jakob Ellemann-Jensen (V).

Det samme er planen hos DR, lyder det.

/ritzau/