Diskusprolaps kan komme med alderen

Venstres formand skal opereres for to diskusprolapser og er derfor sygemeldt. Læs mere om diskusprolapser her.

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen er sygemeldt frem til 3. oktober, da han onsdag skal opereres for to diskusprolapser.

Læs her mere om, hvad en diskusprolaps er:

  • Rygsøjlen er opbygget af ryghvirvler, elastiske ledbånd og mellemliggende båndskiver. En båndskive kaldes en diskus.
  • En diskus består af en bindevævsring og en centralt placeret geleagtig kerne.
  • Diskus giver mulighed for rygsøjlens bevægelighed og fungerer samtidig som stødpude.
  • En diskusprolaps skyldes en aldersbetinget nedbrydning af bindevævsringen i diskus, der medfører en svaghed, så den bløde del kan pose ud mod rygmarvskanalen.
  • Hårdt fysisk arbejde kan medvirke til en diskusprolaps.
  • En diskusprolaps kan være symptomfri. Symptomfrie diskusprolapser opdages tilfældigt ved scanningsundersøgelser som eksempelvis MR-scanning. Sådanne prolapser kræver i langt de fleste tilfælde ingen behandling.
  • Hvis prolapsen medfører symptomer, skyldes det hovedsageligt, at den trykker på nerverødder, rygmarv eller lænderygmarvsforlængelsen.
  • I langt de fleste tilfælde (cirka 90 procent) kan man behandle en diskusprolaps uden operation.

Kilde: Netdoktor.dk.

/ritzau/