Danskerne: Løkkes plan har social slagside

Et markant flertal af danskerne mener, at de fattigste bliver hårdest ramt af regeringens spareplan. Alligevel størst tillid til Løkkes plan.

Foto: Mikkel M¿ller J¿rgensen

De dårligst stillede kommer til at betale størstedelen af regningen for at genoprette dansk økonomi. Sådan lyder danskernes dom over den genopretningsplan, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lancerede onsdag i denne uge. 60 procent af danskerne mener, at planen har social slagside, viser en helt ny Gallup-måling. Kun 30 procent er mere eller mindre uenige i den kritik, som er fremført af oppositionen.

»Folk kan let regne ud, at den her plan er socialt uretfærdig. Når regeringen lige har givet skattelettelser til de mest velhavende og derefter beder de arbejdsløse, folkepensionisterne og førtidspensionisterne om at rydde op efter en forfejlet økonomiske politik, så er det helt skævt,« siger Henrik Sass Larsen, politisk ordfører for Socialdemokraterne.

Sans for retfærdighed

Ifølge Henrik Sass Larsen afslører Gallup-målingen en stærk retfærdighedssans blandt danskerne. Hele 82 procent bakker op om regeringens udskydelse af de planlagte lettelser i topskatten i 2011. En idé, som Socialdemokraterne længe har talt for.

»Det viser, at en stor del af de mennesker, der ellers ville få glæde af topskattelettelserne også bakker op om, at de udskydes. De har allerede fået skattelettelser i år, og de kan godt se, at flere penge i deres private husholdninger ikke er det, der er allermest brug for lige nu,« siger Henrik Sass Larsen.

Et flertal på 56 procent vender sig til gengæld imod, at regeringen hiver penge op af lommerne på folkepensionister og dagpengemodtagere ved at fastfryse overførselsindkomsterne i de næste to år. Et mindretal på 41 procent bakker op om den idé.

Tillid til spareplan

Beregninger fra Danske Bank viser, at en dagpengemodtager får en indkomstnedgang på 4.600 kroner i 2012, mens en almindelig lønmodtager må undvære 1.000 kroner, som de ellers ville have fået. Alligevel mener Venstres politiske ordfører, at planen er i balance.

»Den har den balance, at alle er med til at betale. Det, synes jeg, er rimeligt. Alle danskere har haft glæde af, at vi har investeret så massivt, mens krisen rasede. Det er rigtigst, at vi allesammen skal leve for det, vi har i 2010 i de næste to år,« siger Peter Christensen (V).

Han kan lune sig ved, at 38 procent af danskerne har størst tillid til regeringens spareplan, mens 31 procent har størst tillid til Socialdemokraterne og SFs plan om, at vi skal arbejde os ud af krisen.

»Vores plan er konkret og ansvarlig. Oppositionen bliver bare ed med at tale om forslag, der ligger langt ude i fremtiden. Så jeg er glad for, at et flertal af danskerne har størst tillid til vores plan,« siger Peter Christensen.

Hos Socialdemokraterne lader Henrik Sass Larsen sig ikke slå ud af den forskel.

»Bevar mig vel, der bliver spurgt, om det virker. Hvis I spørger folk, hvilken plan de foretrækker, så er jeg helt sikker på, at vi giver regeringen baghjul. Danskerne synes, det er mere sympatisk, at vi allesammen giver et lille nap med og arbejder lidt ekstra frem for, at det skal gå ud over nogle bestemte grupper,« siger han.