Blåt sammenhold blev testet hårdt

Forhandlingerne om finansloven for 2016 har ikke været nemme, men det blå sammenhold er intakt, hvilket er helt afgørende, hvis forårets forhandlinger om at lette skatten på arbejde også skal lykkes.

Thomas Larsen, politisk redaktør og politisk kommentator på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ingen hemmelighed, at finansminister Claus Hjort Frederiksen undervejs i forhandlingerne om at få finansloven for 2016 på plads, har set endog meget træt ud.

Og det er forståeligt.

¤ Dels har de økonomiske rammer for finansloven for 2016 været snævre. Den smalle V-regering arvede mildest talt ikke en bugnende skattekiste fra forgængerne, og derfor har Claus Hjort Frederiksen måttet styre efter en stram finanslov.

¤ Dels har det fra starten været klart, at regeringens parlamentariske støttepartier - Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de Konservative - har trukket i vidt forskellige retninger. Mens DF har satset på at få sikret flere ressourcer til syge og ældre, har LA og K bl.a. kæmpet for at hjælpe de boligejere, som har været presset af den stigende grundskyld, ligesom de har ønsket lavere bilafgifter. Endelig har de to mindre borgerlige partier satset hårdt på, at forhandlingerne om finansloven skal skabe et afsæt for ambitionen om at få lettet skatten på arbejde til foråret.

Derfor har Claus Hjort Frederiksen som chefforhandler været udfordret.

Men det har også været klart, at alle i blå lejr har vidst, at forhandlingerne nødvendigvis måtte ende med en fælles aftale. Alt andet ville have været en falliterklæring, og derfor var resultatet givet på forhånd. Vejen dertil har blot været hårdere - og taget længere tid - end V-toppen umiddelbart havde håbet på.

Udover det substantielle - nemlig at der ikke har været mange midler til rådighed - har det været tydeligt, at alle parter har skullet vænne sig til at spille nye roller og indgå i en ændret politisk koreografi. De seneste ugers forhandlinger har illustreret, at vi befinder os langt fra realiteterne i nullerne, hvor Venstres daværende regeringstop med Anders Fogh Rasmussen, Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen i spidsen groft sagt kun behøvede at fokusere på, hvad Pia Kjærsgard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup ønskede sig. I det øjeblik, man havde fundet en fælles forståelse, var der støbt en bred motorvej, der førte frem til forlig og aftaler. Sådan er det ikke længere. Nu skal der opnås en delikat balance mellem ønskerne fra DF, LA og K. Og det gør forhandlingerne mere uforudsigelig og komplekse.

Overordnet set har blå lejr imidlertid leveret varen - i den forstand, at de har holdt sammen. Tænk blot på, hvor umuligt det ofte var for den tidligere SRSF-regering - og SR-regering - at nå frem til aftaler med sit parlamentariske grundlag i skikkelse af Enhedslisten. Dengang faldt flere vigtige forhandlinger på gulvet med et brag. Efter det spritnye forlig om finansloven for 2016 er det nu bøjet i neon, at de blå partier evner at samarbejde, og det skaber en vis optimisme forud for de endnu sværere skatteforhandlinger til foråret.

Var de sidste ugers forløb endt uden en samlet blå aftale, ville afsættet for skatteforhandlingerne have været ikke-eksisterende.

Indholdsmæssigt vil der selvfølgelig være store diskussioner om, hvem der har vundet og tabt. Men sagen er, at alle tre partier har fået både reelle og symbolske sejre undervejs. DF har fået flere midler til bl.a. sygehuse og ældrepleje, men har måttet æde genindførelsen af det kontanthjælpsloft, som der er stor diskussion om. Liberal Alliance og de Konservative har - i modsætning til alle spådomme fra politiske iagttagere - opnået sejre, når det bl.a. gælder grundskyld og bilafgifter.

Derudover har regeringen sikret markante resultater på to vitale områder i form af de historisk vidtgående stramninger af udlændinge- og asylpolitikken og indgåelsen af en politiaftale, som lægger op til øget politi, et styrket terrorberedskab og mere kontrol ved grænserne. Alt sammen vil der være folkelig opbakning til i en tid, hvor frygten for den massive tilstrømning af flygtninge og immigranter er udtalt, og hvor mange danskere med forfærdelse har registreret de ødelæggelser, som terrorister kan udrette mod frie og åbne samfund.

Regeringen har undervejs måttet tage imod kritik - bl.a. for spareplanerne for forskning og uddannelse, hvilket har skabt bekymring i dansk erhvervsliv. Men samlet set vil flertallet af vælgerne sandsynligvis bakke finanslovsaftalen op.

Dermed har Løkke & C0. bestået en vigtig eksamen. Men det er lige så indlysende, at det sværeste udestår for regeringen. Allerede den 3. december skal danskerne tage stilling til retsforbeholdets skæbne. Målingerne viser dødt løb og dokumenterer desuden, at ekstremt mange danskere er i tvivl. Et nederlag her vil være katastrofalt for Løkke og regeringen. Derpå venter et udfordrende forår, hvor skatteforhandlinger og trepartsdrøftelser med arbejdsmarkedets partner vil teste Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen til det yderste. I det perspektiv kan forhandlingerne om finansloven vise sig at have været en ren søndagsudflugt.