At religionens tid alligevel ikke var forbi, må efterhånden være gået op for alle. Islams udfordrende tilstedeværelse i Europa, ny åndelighed, okkultisme, kirkelig selvransagelse minder os om, at menneskets religiøsitet ikke kan nedskrives til et fænomen, som forhåbentlig fortager sig igen. Det er evigt, fordi længslen efter Gud er det. Ingen med åndslivet i behold slipper for at forholde sig til, hvad eller hvem Gud er. Mange har troet, de kunne slippe, men den epoke varede ca. hundrede år og er nu forbi. Det er som om vi er i færd med at børste religionskritikkens støv af skuldrene.
Overraskende er det nu, at et af de spørgsmål, som vi troede aflivet af netop religionskritikken, er vendt tilbage. Er Gud virkelig derude et sted? Dette spørgsmål drejer sig om forholdet mellem tro og fornuft.
'Derude' betyder langt ude i verdensrummet. Vi ved, at der er omkring 100 milliarder stjerner i Mælkevejen, som er den galakse, vi selv hører til i. Vi ved også, at der er ca. 10 milliarder andre galakser af samme art som Mælkevejen. Allerede her svimler det, idet vi dog prøver at holde fast i, at med sådanne tal og på trods af al svimmelhed siger vi, at universet har en grænse. Er Gud derude ved grænsen?
Denne grænse er flyttet adskillige lysår ud i verdensrummet i historiens løb. Vi ved, at Gud ikke bor bag den nærmeste sky, heller ikke i den syvende himmel, og nok heller ikke ved universets rand, hvis dette sted overhovedet kan findes. Men vi kan tilsyneladende ikke lade være med at forestille os, at Gud er derude, et sted langt væk og som en fysisk realitet.
Samtidig vækker en sådan forestilling naturligvis skepsis. Kan forestillingen virkelig være sand, når fornuft og viden lægger op til noget andet? Er Guds virkelighed ikke et anliggende for overtroende? Er der ikke blot tale om netop en forestilling, som kun findes i vore egne hoveder?
Det er grunden til, at vi bliver ved at spørge, som vi gør. Vi kan ikke komme fri af en forestilling, som vi på den anden side heller ikke føler os rigtig bundet af. Eller vi har brug for at tale om Gud, men vi ved ikke rigtig, hvad vi med fornuften i behold skal sige, hvis det inkluderer 'Gud derude'. Det ligner en umulig situation.
Kristendommen har imidlertid et svar.
I kristendommen skal tro ikke opfattes som det modsatte af den fornuft, som vi f.eks. bruger til at drive videnskab med. Eller lad os sige, at kristendommen vil lære os at tale om tro og give mennesker tro, samtidig med at vi bliver mere og mere fornuftige.
Evangelisten Johannes gør meget ud af dette forhold. Han indleder sit evangelium med at sige: »I begyndelsen var ordet...«'Ordet' er en oversættelse af det græske 'logos', som også er betegnelsen for den fornuft, der gennemstrømmer alt i verden. Der er altså fornuft i det, Johannes har at fortælle om Gud, samtidig med at det er til tro: Jesus fra Nazareth var udfoldelsen af denne logos. Tro og fornuft bliver to sider af samme sag. Et menneske består altid af begge dele. Mennesket har del i den guddommelige fornuft, men det kan vi kun forstå og bruge ret, hvis vi tror, at denne samme fornuft netop er udfoldet i Jesu liv, hævder Johannes. Fornuften kan ikke nøjes med sig selv eller ophøjes til Gud. Dens brug er bestemt af det religiøse udgangspunkt.
Samtidig med at den guddommelige fornuft gennemstrømmer hele verden, vil ordet Gud altid betegne en grænse for, hvad vi kan forstå. Det er ikke et religiøst problem, at fornuften udfolder sig, og vi f.eks. bliver klogere på universet. Lige meget hvilke forbløffende indsigter, vi når, lige meget hvor meget svimmelhed, vi kan tåle, vil vi altid kunne stille et spørgsmål mere. 'Gud' betyder, at end ikke den mest sofistikerede fornuft nogensinde bliver færdig med at udforske virkeligheden.
Om Gud er derude et sted, får vi derfor aldrig at vide, om vi så skulle få kortlagt hver eneste galakse. At tale om Gud svøber vores fornuft ind i et grundlæggende mysterium, som ganske vist har flyttet sig meget i de sidste hundrede år, men som vi dog aldrig kan komme bagom. Det bliver aldrig anderledes. Mysteriet vokser med vores viden, og fornuften bliver fri og dynamisk, idet den af mysteriet lokkes til at gå nye veje.
Evangelisten Johannes siger dernæst, at ånden fra Jesu liv kan alle få del i. Den skal blive alt i alle, som det hedder, og hermed har vi hørt kristendommens originale svar på spørgsmålet om Guds virkelighed: Gud er ånd.
Lige før sagde vi, at det gør fornuften fri og dynamisk at spørge efter Gud med den blanding af undren, skepsis og kritik, som hører fornuften til. Det er rigtigt at rette blikket mod himlen og spørge, om Gud virkelig er derude og derpå lade fornuften gå i offensiven. Samtidig siger vi, at Gud er ånd, og ikke bare i al ubestemthed. Gud er den ånd, som skal lære et menneske at leve det rette liv, filtreret gennem det enkelte menneskes fornuft.
Guds virkelighed betegner således både en fjern og ubegribelig uendelighed, et vilkår for fornuften, og en bestemt ånd, som det er ethvert menneskes bestemmelse at være underlagt, siger kristendommen. Den er så tæt på, som tænkes kan.
Vi behøver altså ikke at vide, om Gud er derude et sted, for at kunne sige noget om Ham. Vi behøver ikke at tænke på, om Gud er en fysisk realitet i pagt med de kategorier, som vores fornuft er i stand til begribe verden med, dvs. tid, sted, stort og småt etc.
Mange vil nok i overensstemmelse med deres fornuft (også uden at blive anset for idioter af videnskaben) sige, at Gud er energi. Han er alt i alle hele tiden, nogle kan endda henvise til erfaringer, de på denne måde har gjort med Gud. Det er ikke i modstrid med hverken fornuften eller kristendommen, for det lukker jo ikke for det næste spørgsmål om, hvor denne energi kommer fra, og hvad den mere præcist består af. Lad os bare omskrive Gud til energi, hvis det kan befordre den blanding af undren, skepsis og kritik, som fornuften lever af, blot vi aldrig glemmer at sige som i kristendommen, at Gud er ånd.
Og ånd er ikke det samme som energi. Kristendommens ånd er beskrevet som kærlighed og sandhed, og den er beskrevet som handling. Både kærlighed og sandhed trækker handlinger med sig, for meningen er, at mennesker skal leve både sandt og kærligt og endda være glade for det, selvom vi vil erfare, at både kærlighed og sandhed kan være kostbare bekendtskaber.
Kristendommen lægger på denne måde op til, at det ikke alene er muligt, men nødvendigt at være religiøs og fornuftig samtidig. Selvom oplysningen og den videnskabelige kritik i sin tid blev mødt med både skepsis og direkte afvisning fra forskellige kirkesamfund i Europa, gik der ikke lang tid, før de videnskabelige principper blev anvendt på såvel Bibelen som kirkens historie. Det gjaldt sandheden og fornuftens forvaltning af den, hvor rystende det end måtte blive.
I Danmark har vi i særlig grad forudsætninger for at forstå det nødvendige i at være religiøs og fornuftig samtidig. Det lykkedes Grundtvig at formulere det program, som gav skolen (oplysning og videnskab) og kirken (religionen) hver deres opgave i en fælles bestræbelse: at gavne Danmark og gøre danskerne til et lykkeligt folk. Han sagde f.eks. og inspireret af dogmet om treenigheden, at et menneskes fornuft består af tre egenskaber: følelse, indbildningskraft og forstand. Kun når alle tre egenskaber får spillerum, er et menneske i stand til at være fornuftigt. Men idet han også inddrager følelsen og indbildningskraften som en del af fornuften, har Grundtvig samtidig givet plads til religionen som kult. Men kulten kan for sit vedkommende ikke forsage forstandens klarhed, er denne end nok så kold og kritisk. Det giver plads til både religion og religionskritik.
Dette ædruelige og dynamiske forhold mellem tro og fornuft, som i øvrigt altid har været en hovedsag i den kristne dogmatik, er der brug for at fremhæve i en situation, hvor nye religioner i Europa gør krav på opmærksomhed. Hvad enten disse religioner er nystiftede eller blot nye i den europæiske offentlighed, må de lade sig udsætte for fornuftig kritik, som også kristendommen har gjort det. Ellers har de intet at bidrage med til fremtidens Europa. De bliver enten totalitære, som islam lægger op til, eller flyder ud i uklar åndelighed eller jeg-dyrkelse. Fornuftens rette brug er tosidig: opbyggelse af tro og stålsat vilje til kritik.
