Opinion: Langballes paradoks

Når Langballe prædiker demokrati, er det et paradoks af dimensioner, at han selv vælger at fordreje andre trosretninger og tankegange uden at have den fornødne viden. Det afsporer en væsentlig debat – og det er om noget udemokratisk.

Opinion: Langballes paradoks - 1
Foto: Claus Bigum

Jesper Langballe (DF) skriver i sin kommentar i Berlingske Tidende 12. maj, at islam og demokrati er to uforenelige størrelser.
Til grund herfor anvender han en række fine skriftlige kilder (Rodney Stark, Jean-Jacques Rousseau og Bernhard Lewis) samt den tvivlsomme Abdul Wahid Pedersen for at underbygge sine påstande. Men måske man i stedet skulle kaste et blik på virkeligheden. Jesper Langballe påstår at ytringsfriheden, den sekulære stat og demokratiet ikke findes i islam, men DRs nye undersøgelse »Din muslimske nabo« fra 2009 viser med al ønskelig tydelighed, at kritikken er aldeles usaglig.
Af undersøgelsen fremgår det, at et tungtvejende flertal af muslimerne i Danmark foretrækker demokratiet frem for alle andre styreformer. Altså er demokratiet et ganske naturligt og respekteret begreb i den muslimske bevidsthed. Internationalt kommer det vel tydeligst til udtryk i lande som Indonesien og Malaysia, hvor demokratiet holdes i hævd af det muslimske flertal. Eller for den sags skyld Indien – verdens største demokrati – som rummer flere hundrede millioner muslimer.
»Giv en rigtig rettroende muslim en stemmeseddel. Han vil straks stemme på en diktator, der afskaffer demokratiet,« skriver Langballe.
Jeg har selv muslimske rødder, en muslimsk forælder og er vokset op med mange muslimske værdier og såkaldt rettroende muslimer blandt mine nærmeste. Men jeg kan ærligt talt ikke genkende det billede, der her fremstilles, og det er endnu ikke lykkedes mig at støde på Langballes stereotyper. Jeg fornægter bestemt ikke, at der findes fundamentalister, der slår plat på islam og udfører handlinger i Koranens navn, der reelt set intet har med islam at gøre. Det har vi vished for, at der gør. Men modsat disse, ønsker det moderate muslimske flertal på ingen måde at afskaffe demokratiet. Det har vi nu også vished for.
Langballe skriver endvidere, at islam udgør et »totalitært, lovreligiøst tankesystem.« Først og fremmest: Alle muslimer, jeg kender, tolker islam præcis som de fleste andre muslimer – som en religion, der prædiker fred, respekt, godhed og næstekærlighed. I øvrigt præcis som kristendommen. Hverken totalitarisme eller religiøs lovgivning indgår i dette tankesæt, og Muhammed opfattes som bannerfører for blandt andet kærlighed og respekt – ikke som »en totalitær, selvretfærdig hersker, der prædikede had og praktiserede hævn,« som Langballe ellers påstår. Dernæst: Hvis religion og styre, som det her påstås, er uadskillelige – og at det »totalitære og lovreligiøse« islam derfor truer vort demokrati – forudsætter det vel, at muslimer er særligt religiøse.
Men her må jeg desværre skuffe Langballe og hans protegéer. Muslimer i Danmark har det med islam, som vi andre har det med kristendommen – de fleste læser ikke Koranen og går meget sjældent i moske. Og når religionen ikke spiller en større rolle, er de påståede konsekvenser til at overse.
Jeg respekterer og anerkender Langballes evner som politiker, men undres over hans fordrejede billede af virkeligheden. Langballe antyder, at islam er selve problemets kerne. Grundproblemet er imidlertid ikke islam som religion, men derimod noget, Jesper Langballe selv er glimrende eksponent for – manglende indsigt i den muslimske kultur.
Men Langballe er langtfra den eneste. Mange, undertiden også jeg selv, har det med at ligge under for islam-relaterede fordomme – og vi er til en vis grad undskyldt. Den ringe indsigt afføder usaglige historier, der er med til at forme og fordreje det generelle billede. Det skaber endnu ringere indsigt og så fremdeles. Om denne tendens udvikles eller afvikles er op til os selv. Det er imidlertid vores eget ansvar at sørge for, at vi ikke ser spøgelser. Sker det, risikerer vi, at religioner på lang sigt udelukkes af demokratiet.
Når Langballe prædiker demokrati, er det et paradoks af dimensioner, at han selv vælger at fordreje andre trosretninger og tankegange uden at have den fornødne viden. Det afsporer problemets kerne, fjerner fokus og vanskeliggør forudsætningerne for en ellers væsentlig debat – hvilket om noget er udemokratisk. Det retfærdiggør ikke desto mindre eksistensen af DRs undersøgelse. Den er netop til for at afhjælpe danskernes – og ikke mindst Jesper Langballes – manglende indsigt i den muslimske tankegang. Vi har som demokratiske borgere et ansvar for at følge med tiden. Det kræver demokratiet af os. Første skridt kunne passende være at se nuet på dets egne præmisser – herunder også at benytte tidssvarende kilder. Rousseaus Du contrat social er fra 1762, mens DRs undersøgelse er fra 2009.
Så hvis Jesper Langballe ønsker at sætte sig ind i tingenes sande tilstand, tager jeg ham gerne i hånden.