Kommentar: Islam udelukker demokrati

Jesper Langballe: Asger Aamunds teologiske og religionshistoriske indsigt rækker ikke til, når han forsvarer islam og kritiserer kristendommen. Islam og demokrati er uforenelige størrelser. Ytringsfriheden, den sekulære stat og demokratiet findes ikke i islams kulturkreds,

Hvis man er troende muslim, så må man »købe hele pakken«: en tro, der er politisk, og en politik, der er religiøs. Det er hele islams hovedpointe. – Muslimske pilgrimme går rundt om Kaabaen i Mekka. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Asger Aamund har naturligvis uret i, at islam og demokratiet er forenelige størrelser. Sådan som han hævdede over for Søren Espersen i Berlingske Tidende 1. maj.

Hans hjælpende hånd til Naser Khader i debatten er utvivlsomt velment. Og normalt er jeg fuld af beundring for Asger Aamunds udsyn og dømmekraft, men her rækker hans teologiske og religionshistoriske indsigt ikke til.

Der er jo ingen, der har udelukket, at muslimer i en række enkelttilfælde kan blive udmærkede demokrater. (Naser Khader er et storartet eksempel. Selv når han lejlighedsvis vrøvler, gør han det som en prima demokrat.) Men så sker det på trods af det totalitære, lovreligiøse tankesystem, som islam udgør og altid har udgjort. Muhammed var en totalitær, selvretfærdig hersker, der prædikede had og praktiserede hævn. Derfor betyder enhver islamisk vækkelse eller reformation, der søger tilbage til udgangspunktet (og det gør reformationer typisk), at det lovretfærdige had blomstrer op.

Asger Aamund siger også, at de første 1.700 år af kristendommens historie absolut ikke førte til demokratiske tilstande i noget land. Selvfølgelig ikke, for i disse 1.700 år var demokratiet overhovedet ikke opfundet. Men det anfægter ikke, at i den åndshistoriske årsagskæde har demokratiet kristendommen som en uomgængelig forudsætning. (Se f.eks. Rodney Stark: »The Victory of Reason«.)

Nej, siger Asger Aamund. »Først da kristendommens fundamentale budskab om menneskeværd og medmenneskelighed møder oplysningstidens progressive politiske idéer, grundlægges den moderne demokratiske stat.« Det er på flere måder en tvivlsom fremstilling.

Oplysningstidens grundtendens var et langt stykke vej antikristelig, i hvert fald antikirkelig, og man hævdede det politisk autonome menneske. Derfor grundlagde oplysningstiden ikke alene den demokratiske tanke, men også den moderne totalitarisme. Især med filosoffen Jean-Jacques Rousseaus »kontrakt-stat« (1762), som i det 20. århundrede blev afkalkeret af Pol Pot, måske den mest vanvittige totalitære diktator, verden har set. De røde khmerers nedslagtning af 1,7 millioner i Cambodja var på en måde én af oplysningstidens frugter. (Rousseau var i øvrigt en varm beundrer af Muhammed og vidste, at kristendommen ville forhindre hans totalitære samfunds-vision.)

Men samtidig med alt dette byggede oplysningstiden selvfølgelig videre på kristeligt arvegods. Det gælder især vedrørende ytringsfriheden – demokratiets nøglebegreb.

Martin Luther havde i 1500-tallet, inspireret af Det Ny Testamente, hævdet sin rent kristelige ret – ja, sin pligt – til at øve religionskritik, uanset hvor meget paven skabte sig og lyste ham i band. Det betød ikke, at der efter Luthers tid eksisterede en fri religionskritik i det reformerede Nordeuropa. Men det betød, at den lyste ud af Luthers skrifter, som blev læst og læst i århundrederne derefter.

I oplysningstiden et par hundrede år efter bliver denne lutherske religionskritik »sekulariseret« til en generel ytringsfrihed på alle samfundslivets områder. Og den frihed véd jeg, at Asger Aamund og jeg er enige om at lovprise oplysningstiden for.

Men uden kristendommen var den altså ikke kommet. Den har aldrig eksisteret på islamisk grund. Ytringsfriheden, den sekulære stat og demokratiet findes ikke i islams kulturkreds.

Hvad så med Tyrkiet? spørger Naser Khader? – Ja, sagen er, at da den tyrkiske general og statsleder Kemal Atatürk efter 1. Verdenskrig skabte den sekulære tyrkiske stat som en rent rationalistisk kopi af de vestlige samfund – og da han samtidig fyrede kaliffen – »de troendes behersker« – da var det en bevidst anti-islamisk handling og et ulivssår, som islam aldrig har forvundet. Osama bin Laden erklærede efter den 11. september 2001, at med World Trade Center slog han igen mod denne »ydmygelse og vanære« af islam (se Bernhard Lewis: »Islam i krise«).

Ganske brutalt havde Kemal Atatürk villet rive den islamiske sjæl ud af det tyrkiske folk. Siden er den sekulære tyrkiske stat alene opretholdt ved Tyrkiets militær. Og tilbageslaget er nu kommet med islamisten, premierminister Erdogan. 1.500 års tro på islam lader sig ikke blæse væk på et par år, fordi man nedfælder nogle såkaldte Københavns-kriterier på et stykke papir. Selvom udenrigsminister Per Stig Møller i sin ubegribelige naivitet tror det.

Historien med Tyrkiet svarer lidt til shah Reza Pahlavis forsøg på, ikke just at demokratisere, men at vestliggøre Iran. Tilbageslaget kom med Khomeinis rædsels­regimente og det nuværende præstestyre. Tilbageslaget vil nemlig altid komme. Kort og brutalt sagt: Giv en rigtig rettroende muslim en stemmeseddel. Han vil straks stemme på en diktator, der afskaffer demokratiet.

Hvilket naturligvis ikke betyder, at muslimen, der kommer hertil, ikke kan vestliggøres og efterhånden fortrænge sine medbragte antidemokratiske barrierer – just fordi han under et vestligt demokrati opnår »enorme forbedringer i livskvalitet«, som Asger Aamund rigtigt siger. Det skal vi selvfølgelig hjælpe muslimen til, når nu han er her. Men igen: Det sker på trods af hele islams tankemønster.

Endelig siger Asger Aamund, at islam som »privat religion« skal være velkommen i Danmark, men at »islam som politik hører til den bagage, de må efterlade i deres gamle fædreland«.

Jamen for en rettroende muslim giver den sondring jo ingen mening. Den hører hjemme i Asger Aamunds egen kristendomsinspirerede tankeverden, og den hænger sammen med, at der engang var en nazaræer, der sagde: »Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er«.

Abdul Wahid Pedersen har faktisk ret i, at er man troende muslim, så må man »købe hele pakken«: en tro, der er politisk, og en politik, der er religiøs. Det er hele islams hovedpointe. Hvor i islams hellige skrifter er der hjemmel for andet?

Asger Aamund og Naser Khader og Søren Espersen og jeg kan da godt sidde i rundkreds og udtænke en ideal-islam, der er helt anderledes end Muhammeds religion. Men rokker det ved noget for 1,3 milliarder muslimer, hvoraf ikke så få kan kaldes på gaden og skrige sig hæse og brænde Dannebrog af, fordi Kurt Westergaard laver en sjov tegning på bagsiden af Jyllands-Posten?

Naser Khader fremfører i sit svar til Søren Espersen den indvending, at det er uvenligt og uklogt at hævde, at islam er selve grundproblemet – og dermed i virkeligheden hævde, at islamisterne ikke misbruger islam, men forholder sig genuint til Muhammeds religion. Det skader den værdikamp, der finder sted om muslimernes sjæle, siger Naser Khader.

Lidt ret kan han vel have. Udpræget venligt kan man nok ikke kalde det. Om det er klogt eller uklogt, vil jeg lade ligge. I stedet vil jeg spørge: Hvad nu, hvis det er sandt?