Opinion: Det perfekte liv

Vivi Kier: Debatten om kunstig befrugtning, som er startet her i Berlingske Tidende, giver bestemt stof til eftertanke. Jeg har udtrykt stor bekymring over den stigning i antallet af sunde raske kvinder sidst i 30 års alderen – der ønsker et barn og derfor lader sig (helt lovligt) kunstigt befrugte.

Jeg er bekymret fordi den måde man vælger at få det »perfekte« liv, viser en tendens til større og større individualisering og en fravælgelse af fællesskaber.

Man har fået den rigtige uddannelse, man har fået et godt hjem, man har den gode vennekreds, man har fået det rigtige arbejde – men noget mangler for at fuldende drømmen om det perfekte liv. Det, der mangler, er et barn, og med muligheden for at kunne få kunstig befrugtning som singlekvinde, ja, så bliver det at få et barn som at vælge blandt andre varer på hylderne.

Jeg ønsker ikke, at et barn bliver en vare. Jeg ønsker ikke at børn vokser op uden at kende sine rødder. Jeg ønsker ikke at børn vokser op uden forpligtende fællesskaber.

Vi har i de senere år set utallige tv-udsendelser om jagten på at finde den biologiske far. Det betyder altså noget at kende sine rødder – også selv om man bor med en velfungerende god forælder.

Alle børn har ret til en mor og en far – mens voksne ikke har ret til at få et barn. Naturen er nu en gang indrettet at det altså kræver både en kvinde og en mand for at kunne danne en ny verdensborger. Jeg finder tanken om flere og flere kvinder, der vælger kunstig befrugtning – og dermed et fravalg af en far – skræmmende. Er vi på vej mod et samfund bestående af handlekraftige, veluddannede og velfungerende mødre med deres drømmeprojekter i form af selvvalgt enlig mor, mens alle de dejlige mænd er parkeret på sidelinien?

Det er et fællesskab at være et par – og det bliver et større fællesskab når et par vælger at få et barn. Jeg finder det overordentlig vigtigt at de børn, der fødes i fremtiden, også bliver en del af fællesskaber.

At deltage i et fællesskab betyder også at indgå kompromiser. Hvis vi i jagten på det perfekte liv ikke er indstillet på at indgå kompromiser, kan det blive en farlig kurs, vi som samfund begiver os ud på. Og ja, jeg ved godt at ikke alle parforhold med børn varer livet ud. Men selv om ens forældre er skilt, har man stadig både en mor og en far.

Kære kvinder og kære mænd. Vi har brug for en debat om at turde indgå i fællesskaber. Vi har brug for en debat om det perfekte liv. Vi har brug for en debat om at få vores børn, før vi bliver for gamle, og kroppen ikke er så klar. Vi har brug for en debat om at få vores børn før boligen, uddannelsen og arbejdet er perfekt.

For mig er det perfekte liv at møde både med- og modstand. For mig er det perfekte liv at turde indgå i fællesskaber og at være indstillet på at indgå kompromiser. Lad os ikke i jagten på det perfekte liv vælge fællesskabet fra – lad os ikke sætte børn i verden som aldrig får kendskab til deres far.

Det perfekte liv findes ikke! Så min opfordring skal være denne: slæk på ambitionerne, lad andre komme ind i dit liv og vær indstillet på at indgå kompromiser. Lad os give et samfund videre til vores børn, hvor en far fortsat er en naturlig og uundværlig del af livet. Lad os give de kommende børn et samfund, hvor fællesskaber, er et væsentlig element – fællesskaber der er med til at udvide den medmenneskelige forståelse. Det har vi nemlig brug for.