Essay: Hvad vil kvinden i 30erne egentlig?

I har fyldt jeres beautybox med powertools og haft flere kærester end Julio Iglesias, men forventer stadig, at vi finder jer attråværdige på den prinsesse-agtige måde.

Foto: Shaun Curry

Så skete det igen – morgenkaffe og en stor røffel.

En røffel er ikke et stykke morgenbrød. Alligevel kan man godt få den galt i halsen. Jeg er en mand midt i 30erne og altså et af de skuffejern, der blev grovfilet i denne sektion sidste søndag af Anne Sophia Hermansen. På vanlig kvindagtig facon blev alle problemerne med mænd i 30erne opremset, vendt og drejet uden, at der på noget tidspunkt kom nogle nævneværdige løsningsforslag. Vi skal bare lave os helt om.

Ved nu at agere som problemknuser i stedet for bare at lytte og nikke, gør jeg mig selvfølgelig udtilbens med masser af kvinder i alle aldre. Men jeg tager chancen.

Efter et kort – mine bedsteforældre og mange andre ville sige meget kort – ægteskab er jeg barnløs og midt i 30erne blevet smidt tilbage i det københavnske single-hav. Jeg har gjort en del foruroligende observationer. Der er sket noget mærkeligt, siden jeg var i 20erne. Det vender jeg tilbage til senere. Et hæderkronet pædagogisk princip går ud på at rose først og sidst i en læringssituation.

Så lad mig starte med at slå fast, hvor meget jeg holder af jer kvinder. I er fantastiske til at elske - både fysisk og mentalt. Udsvingene er ofte for små hos mænd. Alting bliver graderet på en skala, der spænder fra »skidt« over »o.k.« til »godt«.

Jeg lever for at få mit hjerte smeltet af de brændende, lidenskabelige blikke I kan sende, når ilden først raser. Jeg er vild med jeres kroppe og ansigter. Det er det mest spændende i verden. Der findes ikke noget bedre end en let tildækket kvinde. Det betyder meget for mig, at en kvinde er smuk og appetitlig.

Kald mig overfladisk. Kald mig Jørgen Leth. Sådan er det. Det er derfor jeg holder så meget af, når I passer på jeres femininitet.

Hvilket behændigt bringer mig frem til første pointe. Alt for mange danske kvinder i 30erne – single eller ej – lader bare det hele sejle. Det er blevet til leverpostej i håret, Georg Jensen smykker, gummisko og én knaldrød læbestift, der er forbeholdt den årlige julefrokost.

For ikke at tale om den foundation, der blev købt i lufthavnen efter den årlige tur til Grækenland, men som først bliver puttet på den vinterblege hud ved juletid og derfor nærmere ligner en maske, der skulle have været brugt til en indisk temafest.

Hvornår er det blevet i orden at troppe op til første date uden nævneværdig makeup, i flade sko og cowboybukser? Aldrig.

For nylig blev jeg i moderne stil inviteret på date af en veluddannet kvinde i 30erne. Hun mødte direkte fra arbejde i et ensemble, der bedst kan beskrives som streetwear møder 80’erne, hvorefter hun snakkede Fanden et øre af om sig og sine.

Hun var egentlig – fornemmede jeg – et velskabt, smukt og på alle måder bevaringsværdigt eksemplar af racen, men selv ikke efter fire fadøl var hun sexet. Jeg var godt underholdt, men kunne ligeså godt have været ude med en af drengene.

I tvinger os til at opsøge yngre kvinder, som tilsyneladende ikke synes, at stiletter eller push-up misfarver deres egen eller omverdenens opfattelse af deres intelligens, ambitionsniveau eller integritet. Derefter rynker I på næsen over, at vi ikke finder nogen på vores egen alder.

Hvis man har været i par-terapi bare 10 minutter ved man, at det er på tide at vende blikket indad, når man begynder at kritisere alt ved sin partners opførsel og udseende. Måske er det jer kvinder i 30erne, der gør noget galt? Måske glemmer I at tænke over, hvad det egentlig er, I gerne vil have.

For nylig læste jeg om en enorm undersøgelse lavet af en humanist med for meget tid til overs.

Den slog endnu en gang fast, at kvinder – når adspurgt – mest tænder på øjne. Jeg føler mig overbevist om, at der sidder en del fedladne eller lavstammede mænd med øjne som dybe skovsøer, der vil betvivle ærligheden i de afgivne svar.

Hvis en kvinde ikke engang i et anonymt spørgeskema har selverkendelse eller oprigtighed nok til korrekt at gradere sin egen interesse i forskellige fysiske træk, står det sløjt til.

Det er selvfølgelig mere romantisk at skrive dét med øjnene, men skuden kæntrer hurtigt i siruppen, når I står på cocktailbaren på tærsklen til en spændende nat (og akavet morgen).

Jeres drøm om den perfekte mand forekommer mig lidt tåget. I vil have smæk, men hvis vi gør det for blødt, er vi nogle pudler, og hvis vi gør det for hårdt er vi psykopater. Hvis vi monterer en trykmåler i trussekanten, er vi uromantiske nørder. Hvidvinen løber ind fredag aften og munden løber over i en opremsning af mænds uperfektheder.

Samtidig gjalder I ud over hustagene, at I jo slet ikke har brug for os. Hvis I ikke allerede har fået et par Dieselklædte unger ved navn Tristan og Emma, som er parallel-parkeret i et Marimekko-krydret børneværelse, får I da bare nogen med nabokonen.

Den slags kan man nu om dage. I har fyldt jeres beautybox med powertools og haft flere kærester end Julio Iglesias, men forventer stadig, at vi finder jer attråværdige på den prinsesse-agtige måde.

I har glemt, at mænd viser kærlighed ved at sætte hylder op eller løfte noget, der er tungt (f.eks. en dansk kvinde i 30erne). I behøver ikke at være beærede eller imponerede over det. I skal bare huske at rose os.

I en tid hvor gourmet take-away og internettet har reduceret sex og hjemmelavet mad til en valuta på højde med Zimbabwe-dollars, er ros guld. Vi lever af dét og en lille smule øl. Vi kan ikke få ros hos pizzamanden.

Desuden, hvis vi fik lidt plads til at være kiksede, spille bordfodbold og have tømmermænd, ville I slippe for den igangværende evolutionære afvikling: En deroute hvor vi i en blanding afmagt og behagesyge degenererer fra mænd til pjok med tynde tastaturfingre, lavoktan-pruttende kompaktbiler og 60-40 delebørn i afrikanske bæreseler.

Det bliver heller ikke bedre af, at I prøver at realisere jer selv med den nærmeste kollega. Hans underhylere bliver også sure i løbet af fem år – nogle gange hurtigere.

Jeres moderne individualisme fører til en euforisk lykkejagt for den enkelte på bekostning af roen i parforholdet.

Den daglige eller månedlige evaluering af, om man har leveret varen, dræber romancen. Mænd er blevet reduceret til menneskelige bilkort, hvor angivelse af vægt, hestekræfter og acceleration er skiftet ud med parametre som højde, indkomst, seksuel stamina og antallet af hits på Google. Fornemmelsen i hjertet har I erstattet med målinger og sammenligninger for at vurdere, om I har gjort en god handel og nu er lykkelige nok.

Ja, Paulus skrev at størst af alt er kærligheden. Han skrev også: »Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.« Havde han mødt en moderne, dansk storbykvinde i 30erne havde han nok lagt fjeren fra sig efter »størst af alt er kærligheden«.

Den bemærkning holder trods alt stadig.