Obama uden klart ideologisk mandat

Mange hundrede meningsmålinger foretaget under valgkampen viser stort set intet, der tyder på et holdningsmæssigt sving mod venstre.

Ifølge den anerkendte, uafhængige valgforsker Stuart Rothenberg vandt Obama først og fremmest på, at flere afro-amerikanere end sædvanligt stemte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det amerikanske valg den 4. november var et stort nederlag for Republikanerne – partiets værste i årtier. Som sådan var det en stor sejr til Barack Obama og Demokraterne – men var det også en ideologisk sejr? Meget tyder på, at det ikke er tilfældet, men at USA fortsat er et land, der holdningsmæssigt er solidt ’centrum-højre’ – og med en midte, der både ligger til højre for Obama og for Europa.

For det første var Republikanernes nederlag mest af alt drevet af de dårlige økonomiske tider. Allerede i foråret forudså mange samfundsforskere med udgangspunkt i amerikanernes velkendte tendens til at belønne det regerende parti, når det går godt med økonomien, og straffe det, når det går skidt, at en Demokrat ville vinde. De fleste modeller forudså en sejr på 52-48 pct. – meget tæt på valgresultatet.

Med kombinationen af økonomisk krise, en upopulær krig og en historisk upopulær Republikansk præsident, var udfaldet stort set givet på forhånd – hvilket også fremgik af meningsmålingerne, som, med undtagelse af en enkelt uge i september, konstant havde en Demokrat som vinder, selv før vælgerne kendte kandidaterne.

For det andet var Obamas valgsejr relativt snæver. Den var sikker, og den var mere overbevisende og klar end udfaldet af de to seneste præsidentvalg, men mange glemmer, at 48 pct. ikke stemte på Obama, og at målt i forskel i stemmeandele var sejren ikke stor sammenlignet med de fleste valg siden 1964. Når alt kommer til alt, var det netto kun cirka 3 pct.point af de amerikanske vælgere, som skiftede side i forhold til 2004. Ifølge den anerkendte, uafhængige valgforsker Stuart Rothenberg vandt Obama først og fremmest på, at flere afro-amerikanere end sædvanligt stemte, flere Latinoer stemte Demokratisk, en marginalt større valgdeltagelse blandt yngre vælgere, og lidt flere stemmer fra midtervælgere. Men fem pct. færre Republikanere stemte i 2008 end i 2004, hvilket er stort set præcis, hvad McCain tabte med. Rothenbergs vurdering er, at det langt fra er sikkert, at man vil se det samme i 2010 og 2012.

For det tredje er der intet, der tyder på, at de vælgere, der skiftede side eller blev hjemme, også skiftede overbevisning. Mange hundrede meningsmålinger foretaget under valgkampen viser stort set intet, der tyder på et holdningsmæssigt sving mod venstre eller på en permanent og større forandring af grundlæggende synspunkter: De fleste amerikanere hælder fortsat på mange af de store emner ideologisk til »højre«.

Spørger man f.eks. hvor mange amerikanere, der i dag opfatter sig som konservative, uafhængige eller »liberale« (der lidt forvirrende siden 1930erne har været den amerikanske betegnelse for venstreorienterede), så er andelene ca. 35-40 pct. konservative, ca. 40-45 pct. uafhængige og ca. 20 pct. venstreorienterede. De procentandele er stort set uændrede i forhold til 2004-valget, og i det omfang der i de senere år har været en forandring, er det faktisk i retning af, at flere identificerer sig som ideologisk konservative – også i år.

Og hvad med amerikanernes tillid til ’fællesskabet’? Efter 11/9 forudså mange, at amerikanerne ville opgive årtiers skepsis overfor politikere og forbundsstatsmagten, og således har mange også udlagt Obamas retorik. Men man kan ikke se det i vælgernes holdninger: Gallup har i dette efterår målt den laveste tillid til politikerne og det politiske system siden 1973 – lavere end efter Watergate-krisen i 1974.

Meningsmålingsinstituttet Rasmussen Reports spurgte i oktober vælgerne, om disse kunne tilslutte sig Ronald Reagans markante ideologiske udsagn fra dennes indsættelsestale i 1981: At »staten er ikke løsningen på vores problemer; staten er problemet«. Det kunne hele 59 pct. af vælgerne tilslutte sig, mens kun 28 pct. var uenige.

På mange af de centrale, varme spørgsmål i amerikansk politik er holdningerne også enten uændrede eller mere ’konservative’.

For blot halvandet år siden mente ca. 39 pct., at Bush-regeringens store, midlertidige skattelettelser, der blev indført i 2001, skulle opretholdes, mens en lige så stor andel mente, at de skulle have lov til at udløbe – og derved resultere i skattestigninger for særligt høj- og mellemindkomster. I år er tilslutningen svunget til 42 pct., der støtter de lavere skatter, mens 36 pct. vil annullere dem.

I år mener 52 pct. af amerikanerne, at de betaler for meget i skat, mens 42 pct. mener de betaler en passende andel. I 2003, efter Bushs skattelettelser, var flertallet omvendt: 47 pct. for ’for meget’ og 50 pct. ’passende’.

Hele 67 pct. mener, at amerikanske borgere har en grundlovssikret, individuel ret til at eje skydevåben – en andel, der over tid er stort set uændret, og som selv Obama som kandidat tilsluttede sig. Det er næsten 20 pct.point mere, end da Reagan blev præsident.

Når det gælder synet på legaliteten af abort, er det Demokraterne, der er tættest på flertallet af amerikanere: I år mener 53-54 pct., at abort skal være lovligt i alle eller de fleste tilfælde, mens ca. 44 pct. mener det modsatte. Men selv her går tendensen i ’konservativ’ retning: For et årti siden var tallene 58 pct. mod 39 pct.

Republikanerne er et varemærke i meget lav kurs – men partiets værdier er generelt fortsat dem, som et flertal tilslutter sig. På den baggrund kan partiet såmænd godt vende tilbage ved midtvejsvalget i 2010 og genvinde præsidentembedet i 2012. Men det kræver i så fald, at de kan lægge Bush, krig og opportunisme bag sig og genskabe tilliden til deres ’brand’.