Forskningsfradrag er vejen til vækst

Der er behov for skattefradrag til virksomhedernes forskning, hvis vi skal kunne være med i konkurrencen om at udvikle fremtidens produkter.

Læs mere
Fold sammen

Vil man være et rigt land, kommer man ikke uden om forskning og udvikling i erhvervslivet. Nye og bedre produkter, nye og bedre serviceløsninger og nye måder at gøre tingene på er selve fundamentet for økonomisk velstand og forudsætningen for, at vi kan bide skeer med omverdenen i den internationale konkurrence.

Historisk har forskning og udvikling dannet grundlag for erhvervslivets eksportsucceser. Siden vi er midt i en digital omstilling, er den sammenhæng mere væsentlig end nogensinde før. En succesfuld digital omstilling vil afhænge af, om vi kan skabe ny viden og finde kommerciel anvendelse af den.

Danmark bruger mange midler på at understøtte offentlig forskning og uddannelse på højt niveau, men forskning og udvikling i den private sektor bør i højere grad begunstiges. Hvor udviklingen af nye serviceløsninger eller produkter tidligere kunne gemmes af vejen i en udviklingsafdeling med flere års horisont, er vejen fra forskning til faktura i dag så kort, at der skal handles inden for få uger.

Derfor skal forskning ude i virksom­hederne stimuleres yderligere, så erhvervslivet kan udvikle nye, innovative produkter, der kan danne grundlag for fremtidig vækst og beskæftigelse. Derfor giver det mening at styrke virksomhedernes mulighed for at investere i fremtiden ved at give dem et skattefradrag for forskning på 130 procent.

Ville det være endnu bedre at sænke selve selskabsskatten, som blandt andre vismændene taler for?

Økonomisk set er det måske korrekt, men politisk set er der desværre ikke et flertal for selskabsskattelettelse nu, og det digitale ekspres­tog venter ikke på, at det forhold ændrer sig.

I langt de fleste andre europæiske lande har man indset vigtigheden af stærke økonomiske incitamenter for forskning i erhvervslivet og har derfor indført skatte­lettelser for forskningsudgifter. Vi har brug for at tiltrække og fastholde de forsknings- og videnstunge virksomheder i Danmark. Regeringen bør derfor arbejde for et særligt forskningsfradrag på 130 pct. af virksom­heders forskningsudgifter.