Den glemte historie om det tabte land

I morgen er det 350 år siden, at Roskildefreden blev indgået. Men hvad var det nu lige den historie handlede om – og kan man overhovedet forstå enevældens nu kanoniserede indførelse to år senere uden kendskab til Roskildefreden? Desværre er det officielle Danmark ligeglad med den dansk-skånske historie.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere

Hvad ville der være sket, hvis den svenske kong Karl X Gustavs dristige togt over de tilfrosne bælter i vinteren 1658 var blevet en katastrofe? Bortset fra 100 mand, der druknede i Lillebælt, kom hans 7000 mand til Sjælland, og Frederik III måtte, grebet af panik, indgå Roskildefreden med Karl X Gustav. Danmarkshistoriens hårdeste fredsslutning betød tabet af Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm. Det skete i morgen for 350 år siden. Men danskerne kender ikke meget til det. Og der undervises ikke meget i den del af Danmarkshistorien i skolerne. Til gengæld er det et drama af rang.
Hvem ved, at Karl X Gustav tilbød England, at de to magter skulle dele Danmark fuldstændig? Eller at svenskerne lagde ud med også at kræve Møn, Anholt, Læsø, Island, Færøerne og grevskabet Pinneberg ved Elben foruden yderligere norske landsdele afstået. I forvejen måtte det dansk-norske dobbeltmonarki afgive Bahuslen og Trondheim len i Norge i tillæg til Jemteland, Herjedalen og Idre, der røg ved Brømsebrofreden i 1645).
Kongens chefforhandler Joachim Gersdoff udtalte »Gid jeg ikke kunne skrive!«, da han satte pennen til papiret for at afskrive hele Østdanmark eller næsten en tredjedel af det oprindelige Danmark. Østersømagten Danmark sluttede nu allerede ved Øresund. Kun Bornholm kom tilbage efter et vellykket oprør. I Malmø derimod mislykkedes en omfattende sammensværgelse imod besættelsesmagten, og lederne blev halshugget på Stortorvet. Friskyttekorpsenes (gøngernes) resolutte kamp under Karls Gustavkrigene 1657-60 og i Skånske Krig (1675-79) bar heller ikke frugt, og befolkningens udbredte passive modstand mod den nye orden, især gennem forsvenskningen af kirken fra 1681, blev brudt. Det danske skriftsprog blev forbudt og forsvandt. Kun de skånske dialekter, der sammen med bornholmsk udgør østdansk, var et levende minde om Skånes danske fortid.
Er der på denne baggrund anledning til at markere 350-årsdagen for Roskildefreden? Vi markerer i forvejen mange historiske nederlag som Besættelsesdagen den 9. april 1940, Dybbølslaget i 1864 og bombardementet af København i 1807, der nærmest blev fejret.
Kulturminister Brian Mikkelsen fik for måneder siden en forespørgsel om en markering af Roskildefreden, men han syntes ikke, der var grund til at markere dagen. Skyldes det dansk forsigtighed og hensyntagen til erobreren? Er det småstatssyndromet, der slår igennem, eller er man simpelthen banket på plads? En udstilling i Rådhushallen i København eller på Kronborg kunne det vel være blevet til? Men nej, det er åbenbart et ubekvemt emne. Strudsepolitik i moderne udgave! Men lokale museer var velkomne til at gøre noget.
Det ville i år 2008 også være primitivt at markere den begivenhed, der kronede statsmanden Axel Oxienstiernas langsigtede strategi for erobringen af Østdanmark med held. Det kunne jo støde Stockholm, synes man at tænke i kulturministeriet (og i statsministeriet?). Men spørgsmålet er, om man ikke undervurderer det demokratiske Sveriges evne til at forholde sig til kendsgerningerne. Datidens Sverige sejrede i et af mange nordiske magtopgør og brugte derefter sin magt til med gennemført konsekvens og brutalitet at gøre Skånelandene svenske. Men svenskerne fejrer ikke sejren.
Hvis »strudsepolitikken« i forhold til 350-års jubilæet udspringer af hensyntagen til den gamle ærkefjende, så afslører man, at man slet ikke følger med i den debat og diskussion i Skåne og Sverige om forsvenskningen og alle de mange andre emner, som knytter skånsk og dansk historie sammen, som foregår. Aldrig har der været gennemført så megen historisk forskning som på de samarbejdende universiteter i Lund og København. Hvad er man dog bange for i kulturministeriet?.
Kuriøst nok medførte Søren Krarups invitation til befolkningen i Skåne, Halland og Blekinge om at melde sig ind i det danske rige, at svenske aviser foretog nogle internetafstemninger. Gennemgående ønskede et lille flertal af den svenske befolkning at slippe af med Skåne og i selve Skåne nærmede procenten for tilslutning til Danmark sig de 50. Stikker der noget under selv i uvidenskabelige undersøgelser, som har rod i fortiden?
Vi ved, at en lang række bøger på forskningsområdet siden år 2000 har været nærmest banebrydende for den fælles dansk-skånske historie. Broåbningen i år 2000 har symbolsk betydet, at Danmark og Skåne har rakt hinanden hånden igen. Historisk forskning har blandt andet påvist, at forsvenskningen af kirke og samfund tog længere tid, end man hidtil har antaget, og at motiver og holdninger præget af national identitet har gjort sig gældende i alle samfundslag i overgangstiden.
Sveriges rigsdag har i en officiel udtalelse slået fast, at Skåne udgør en landsdel med særlige træk. Det var måske i 1980erne en nyhed i Stockholm, men almindelig viden i Skåne, når man tager geografien, historien og kulturen i betragtning.
En spanskfødt svensk underviser, der var flyttet ned til Skåne, sammenlignede engang privat skåningene med katalanerne i Spanien. Han mente, at der var lige så markante særtræk hos skåningene som hos katalanerne, også selv om de ikke har samme status som i Katalonien.

En dansk magisterkonferens har beskæftiget sig med den dansk-skånske identitet. Afhandlingen viser, hvordan Skånelandene gled ud af den kollektive bevidsthed. På eftertidens malerier af øresundslandskaber fortonede den skånske kystlinje sig fjernere og fjernere, som tiden gik. Det var der en klar symbolik i. Kommunikation over sundet blev besværliggjort fra svensk side. Handelen skulle gå nordpå og danske katekismer, salmebøger og bibler blev indsamlet fra befolkningen for at skære forbindelsen til moderlandets kultur over. Og det lykkedes så småningom.
Da H.C. Andersen 200 år senere besøgte Skåne talte han højstemt om den svenske natur, skønt enhver ved, at naturen i Skåne ligner den tilbageblevne danske. En anden dansk rejsende i 1800-tallet blev slået af forbavselse over, at nogle børn udenfor Malmø svarede ham på dansk, da han spurgte om vej. Dialekten var ikke anderledes end datidens øresundsdialekt i Dragør, Vedbæk og Skovshoved. Men vor danske rejsende var uoplyst om skånske forhold. Den dansk-skånske bevidsthed var allerede nedbrudt. Den svenske biolog Carl von Linné gør sig dog trekvart århundrede tidligere nogle iagttagelser over sproget i Skåne, hvor han bemærker de skånske ord og vendinger. En trediveårig mand fra Helsingborg kan berette fra sin farfar, at læreren i hans skånske landsbyskole kritiserede eleverne for deres sprogbrug: »Ni skal inte använda danska ord!«. I ordensreglementet for en malmøskole omkring år 1900 stod der skrevet: »Det er forbudt eleverne at tale dansk indbyrdes«. Og så videre og så videre.
Men det er gået meget bedre siden med den skånske identitet. Brødrene Weibulls forskning i midten af 1800-tallet på Lund Universitet har sat sig mange spor siden. Indtil da rådede forvirringen. I 1780erne indsamlede for eksempel en svensk kammerråd oplysninger til et planlagt værk om de svenske vejes historie. Fra Luggude, Rønneberg og Onsø herreder i Skåne fik han den besked, at vejene var anlagt i forbindelse med en rigsdagsbeslutning i 1514 på Gustav Vasas tid. Ak, ja.
Men hvordan er det nu med det danske kendskab til Skåne som en oprindelig del af Danmark? Ifølge Bertel Haarders kanon i historiefaget skal man lære om enevældens indførelse i 1660. Men forudsætningen, nemlig tabet af Skånelandene og de københavnske borgeres forsvar af byen under det svenske stormangreb i februar 1659, (som sammen med det sejrrige slag ved Nyborg i november 1659 sikrede nationens overlevelse), hører ikke med til den obligatoriske kanon-viden. Kan man forstå Enevældens indførelse i 1660 uden at forstå »1658«? Næppe.
Viden om hinanden og kommunikation er afgørende for at samarbejdet over Sundet også kan blive en folkelig realitet. Men nu taler unge mennesker på begge sider Øresund i stigende grad engelsk med hinanden.
Det er et problem, fordi man i folkeskole eller gymnasium vestensunds ikke lærer elementært kendskab til svensk syntaks og afvigende ord længere. Svensk sprog indgår stort set ikke i læreplanerne. Der burde i Øresundsregionen være obligatorisk kendskab til nabosprogene. Ti dansktimer anvendt til svensk sprog, så er det basale grundlag hjemme. Men det er ikke »moderne. tale i ministeriet. Her er man brølende ligeglade.

Men der er også stærke grunde til optimisme: Aldrig har der været mere gang i arbejde, studier. bosættelse, kulturudveksling, ja simpelthen kontakt over Sundet end nu. Uanset motivet bor 30.000 danskere nu i Skåne og et utal af skåninge arbejder i København. EU’s regionalpolitik medvirker på sin egen måde til at hele de sår, som Roskildefreden påførte ikke blot Danmark, men hele Øresundsregionen. Måske skulle vi henkaste Karl X Gustav et skævt smil, for på sin vis tog han fejl! I Roskildefreden stod, at Skåne skulle afstås til ”ewärderlig tijd”. Men opinionsundersøgelser viser fra tid til anden, at skåningene i dag melder klart ud om deres særpræg og samtidig om deres orientering mod deres gamle hovedstad og dermed mod Danmark.

Man kan naturligvis kun gisne om udviklingen op til 400-året for Roskildefreden i 2058. Måske er alle gamle nationale barrierer borte? Måske vælger man bare identitet eller identiteter efter helt personlige behov, hvor sprog og tradition indgår, men samtidig efter nærhed, samfølelse, udviklingsmuligheder og stil, dvs.mentalitet?

Men tilbage står alligevel dagens spørgsmål til ministeren: Hvorfor er viden om Roskildefreden så farlig?