OVERBLIK: Fredagens aktienedtur efter britisk EU-nej

Alverdens finansielle markeder ventes at begynde ugen efter briternes EU-nej med nervøsitet.

Foto: Jens Nørgaard Larsen

København: Det ventes at blive en nervøs uge på alverdens aktiemarkeder efter torsdagens folkeafstemning i Storbritannien, der endte med et britisk nej tak til at blive i EU.

Resultatet sendte chokbølger gennem de finansielle markeder over hele verden, som åbnede fredag med massive fald, der dog mange steder rettede sig lidt i løbet af dagen. Genopfrisk her, hvordan aktierne sluttede brexit-ugen:

* Det danske eliteindeks C20 lukkede fredag med fald 4,1 procent til indeks 981,64.

* Det toneangivende indeks i Tyskland faldt med 6,8 procent, mens CAC40-indekset i Paris faldt med 7,9 procent.

* Paradoksalt nok så det ikke helt så slemt ud i London, hvor det toneangivende indeks FTSE 100 lukkede med et fald på 2,7 procent.

* I både Japan og Australien faldt aktierne med mere end tre procent.

* Da børsen i New York fredag aften dansk tid lukkede, stod der et stort minus på 3,4 procent ud for Dow Jones-indekset.

* S & P 500-indekset mistede 3,6 procent. Ifølge Reuters er fredagens kursfald på Wall Street de største i ti måneder.

Kilde: Ritzau

/ritzau/