Økonomer: Ro om kronen - renteforhøjelser ligger langt ude

Nationalbanken intervenerede ikke på valutamarkedet i september. Det var sjette måned i træk, det ikke var tilfældet.

Foto: Ida Marie Odgaard.
Læs mere
Fold sammen

- Når der ikke er behov for at intervenere, er der slet ikke behov for at ændre renten, konstaterer cheføkonom i Danske Bank Las Olsen

Han ser de ekstremt lave renter fortsætte, indtil Den Europæiske Centralbank (ECB) sætter sin rente op, og det regner Danske Bank ikke med sker før engang i 2019.

Helt så længe tror cheføkonom i Sydbank Søren V. Kristensen dog ikke man kommer til at vente.

Han forudser ingen renteændringer fra Nationalbanken i løbet af 2017. Men der kan måske komme en rentenedsættelse, hvis usikkerheden om eurozonen for alvor blomstrer op grundet uroen i Catalonien og/eller i forbindelse med de italienske valg til foråret. Han anser dog en rentenedsættelse for usandsynlig.

Og en renteforhøjelse ser han som minimum ikke før i midten af 2018.

- Når den danske krone forbliver så stærk, skyldes det ikke mindst, at der er udsigt til et meget stort betalingsbalanceoverskud i Danmark meget længe, næsten uanset hvad der sker med dollaren, forklarer Las Olsen.

Det skyldes den meget store pensionsopsparing i Danmark. Den gør, at vi bruger langt mindre, end vi tjener herhjemme.

Da det ikke kommer til at ændre sig de næste mange år, regner Danske Banks cheføkonom ikke med at se nogen selvstændig dansk renteforhøjelse.

Slutteligt advarer Las Olsen dog om, at selv om centralbankerne holder renten i ro, kan det sagtens være, at de lange renter, som man for eksempel betaler for et 30-årigt lån, trækker opad.

- De renter reagerer længe før de formelle renteforhøjelser kommer, og de kan også blive påvirkede af, at renten bliver sat op i USA, vurderer han.