Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Av for en stigning. De danske boligejere kan glæde sig over, at renten er rekordlav. Til gengæld kradser bidragssatserne stadig mere i budgettet. Mere præcist er bidragssatserne på de variabelt forrentede lån i dag over 30 gange højere end renten.
Det er Dansk Erhverv, der har lavet en sammenligning af renten og bidragssatserne på baggrund af nye tal fra Danmarks Nationalbank. Cheføkonom i Dansk Erhverv Steen Bocian fremhæver, at renten på variabelt forrentede nyudlån i august var helt nede på 0,03 pct. i gennemsnit. Det er det laveste nogensinde.
»Inden man som låntager falder i svime over de lave renter, er det værd at bemærke, at realkreditinstitutterne over de seneste år har skruet voldsomt på gebyrskruen. Bidragssatsen på et variabelt forrentet lån er nu 1,06 pct. Det er 35 gange højere end selve renten på lånet,« siger Steen Bocian.
»Vi skal ikke længere tilbage end til 2011 for, at bidragssatsen på variabelt forrentede lån lå på 0,5-0,6 pct. Dengang var renten på lånene på cirka to pct., så der var bedre balance i tingene,« siger Steen Bocian.
Mangler konkurrence
Han mener, at de stigende bidragssatser skyldes øget regulering, men mener også, at manglende konkurrence i realkreditsektoren er en del af problemet.
Det var ligeledes konklusionen, da Konkurrencerådet i august offentliggjorde en ny rapport. Realkreditmarkedet lider under mangel på konkurrence til skade for forbrugerne, hed det i rapporten.
Finans Danmark afviser dog kritikken, da finanssektorens interesseforening ikke kan finde belæg for en række af rapportens konklusioner.
»Når vi har set de største stigninger på de korte variabelt forrentede lån, skal det ses i lyset af, at der har været et samfundsmæssigt ønske om at flytte låntagerne fra de mere risikable lån til mere sikre lån, så hele økonomien bliver mere robust,« siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit & Ejendomsfinansiering i Finans Danmark.