LO klar med ny ledelse efter udrensning

Den store ledelseskabale i toppen af LO er på vej til at gå op efter to nyansættelser mandag. Det sker tre dage efter, den nyvalgte formand afskedigede store dele af ledelsen.

LOs nyvalgte formand Lizette Risgaard er nu klar til at præsentere den nye ledelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Fredag fyrede LOs nyvalgte formand Lizette Risgaard fire centrale personer i forbundets ledelse.

Og mandag kan forbundet præsentere to nyansættelser i ledelsen, oplyser LO.

Michael Jacobsen fra sekretariatsleder i Akademikernes A-kasse bliver således chef for ledelsessekretariatet i LO. Derudover er Allan Lyngsø Madsen ansat som ny cheføkonom. Han kommer fra en tilsvarende stilling i Dansk Metal.

Begge tiltræder senest 1. december, oplyser forbundet.

Dermed er kabalen på vej til at gå op, efter at Lizette Risgaard fredag fyrede sekretariatschef Finn Larsen, cheføkonom Jan Kæraa Rasmussen, kommunikationschef Kenneth Thue Nielsen og udviklingschef Morten Madsen.

Afskedigelserne skete få dage efter, Lizette Risgaard var blevet valgt som ny formand, og øvelsen vakte genlyd i det meste af fagforeningsdanmark.

Beslutningen blev kaldt »voldsom« og »drastisk« af flere aktører, heriblandt FOA-formand Dennis Kristensen, der selv sidder med i LOs politiske ledelse.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Her sagde Lizette Risgaard, at hun mente, at der var grund til at rose medarbejderne for deres indsats, men også tænke fremad.

»Når det er sagt, er det vel ikke nogen overraskelse, at en ny ledelse ønsker at ryste posen og se på organisationen i huset med friske øjne,« lød det fra LO-formanden.

Lizette Risgaard blev valgt som ny LO-formand ved en kongres i forbundet forrige weekend. Hun fik 312 af de 400 delegeredes stemmer ved kongressen og sejrede dermed sikkert overt modkandidaten, formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther.