Iværksættersucces med digitale regnskaber

Mange danske virksomheder skal snart aflevere årsregnskab i digitalt format til Erhvervsstyrelsen, og det har skabt et nyt marked for iværksættervirksomheden Parseport.

Egentlig var Parseport sat i verden til at lave Business Intelligence til forbrugerelektronikvirksomheder, men så kom den nystartede virksomheds udlejer og bad om om råd.

»Vi bor til leje hos en revisor, som spurgte os om formateringen af regnskaber til XBRL-formatet, som Erhvervsstyrelsen kræver. Revisorer og regnskabsafdelinger er ikke umiddelbart interesseret i det tekniske. Det skal bare virke. Derfor gik vi i gang med at udvikle en simpel og sikker løsning,« fortæller direktør Michael Krog, der driver virksomheden sammen med medstifteren Kim Eriksen.

Parseport tilbyder forskellige løsninger, alt efter hvor meget regnskabsafdelingen eller revisoren selv ønsker at deltage i konverteringsarbejdet.

»Den simpleste model er, at man sender regnskabet til os og får det retur i XBRL-formatet,« forklarer Michael Krog. XBRL (eXtensible Business Reporting Language) er internationalt anerkendt filformat til digital rapportering

Parseport har indtil videre konverteret et femcifret antal regnskaber, men det store rykind finder sted i de kommende måneder.

»Der er cirka 130.000 virksomheder, som har afsluttet regnskab 31.12.12, og som nu for første gang skal aflevere i digital form her til maj,« siger Michael Krog.

De nye regler for digitale årsregnskaber blev vedtaget af Folketinget i 2011, og Dansk Erhverv var sammen med FSR, Danske Revisorer, i første omgang kritisk over for tiltaget, ikke mindst på grund af tidsrammen.

»Den første implementeringsfrist var alt for kort, men den fik vi udskudt. Desuden har Erhvervsstyrelsen efterfølgende også gjort en indsat for at få det til at glide nemmere,« siger chefkonsulent i Dansk Erhverv Ulla Brandt.

Det er fortsat en administrativ belastning for virksomhederne, og Erhvervsstyrelsen kunne godt betale lidt tilbage, mener Danske Erhverv.

»Indberetningen af digitale regnskaber giver jo flest fordele for Erhvervsstyrelsen. Da man nu sparer noget arbejde, har vi foreslået, at Erhvervsstyrelsen gør det gratis at indhente virksomhedsregnskaber på cvr.dk. Det ville hjælpe vores medlemmer,« siger Ulla Brandt.