Industri og byggeri løfter Danmarks økonomi

Med en vækst på en halv procent i BNP i første kvartal trækker Danmark lidt væk fra truslen om recession. Resten af Europas økonomi vokser også med en halv procent, mens USA halter.

Foto: Søren Bidstrup

Der er fremgang i Danmarks økonomi. Men den er svag. Kun en halv procents fremgang blev det til i årets første kvartal, og dermed skal der fyres mere op under kedlerne for at nå op på den cirka en procents fremgang, som regering og flere andre økonomer forventer - eller håber på  - for hele året.

I forhold til det tilsvarende kvartal i fjor er BNP steget med 0,6 procent. Men baseret på hidtidige erfaringer kan usikkerheden på BNP-væksten generelt vurderes til olus minus 0,5 procentpoint, skriver Danmarks Statistik, der leverer tallene.

Generelt er det økonomiske nøgletal bedst på denne side af Atlanterhavet.

»Der var en økonomisk fremgang på 0,5 pct. i både EU og Danmark i første kvartal, mens der var en vækst på kun 0,2 pct. i USA. Den svage amerikanske vækst i første kvartal skyldes især tilbagegang for eksport og investeringer og aftagende vækst i det private forbrug. Dette er tredje år i træk, hvor den amerikanske økonomi i første kvartal har en lavere kvartalsvækst end den europæiske på trods af højere årsvækst,« skriver Danmarks Statistik.

På et længere stræk er billedet uændret en stærkere økonomisk vækst i USA end i Europa. Siden 2010 er BNP steget med11,6 procent i USA, mens væksten i EU og Danmark har været noget svagere med henholdsvis 6 og 3,8 procent.

Cheføkonom i Dansk Erhverv Steen Bocian kalder BNP-tallet for en positiv overraskelse.

»Det er glædeligt, at væksten i dansk økonomi i 1. kvartal endte med at ligge på niveau med resten af Europa, hvor BNP ligeledes steg med 0,5 procent. Men dagens tal ændrer dog ikke ved, at vi stort set ikke har haft nogen vækst, når man måler det over det seneste år. Ser man over det seneste år bør man også korrigere for at vi er blevet flere danskere - og her må vi desværre konstatere, at BNP per indbygger i 1. kvartal i år lå lavere end i 1. kvartal sidste år. BNP pr. indbygger er således faldet med 0,2 procent over det seneste år,« skriver han i en kommentar.