Historisk lav inflation styrker privatforbruget

Den danske inflation er i bund. I februar steg priserne kun med 0,9 pct. i forhold til samme måned året før. Med

undtagelse af en enkelt måned i 1993 er der tale om den laveste inflation siden 1953. Dengang var der tale om et direkte fald

i inflationen på 0,7 pct.



Økonomerne er tror dog ikke på, at den situation vil gentage sig, og de mener over

en bred kam, at inflationen så småt vil begynde at stige igen i løbet af et par måneder.



Kommentarerne

kommer efter at Danmarks Statistik har sendt den seneste opgørelse over forbrugerprisindekset på gaden. Heri kan man

se, at varepriserne generelt falder, mens tjenestepriser fortsætter med at vokse.



Det gav en inflation i februar på

under én pct., hvor det tilsvarende tal fra januar var på 1,1 pct. Et dyk i inflationen, som er større end eksperterne

havde regnet med. Økonomerne fremhæver, at det er den svage dollar, lavere afgifter og den generelle økonomiske

afmatning, der har fået inflationen til at skrumpe ind.



- Ser vi fremad, vil effekten af dollarfald, konjunkturafmatning

og afgiftsnedsættelser fortsætte en rum tid endnu. Og trods negativ basiseffekt fra energipriser i løbet af foråret,

er der udsigt til næsten historisk lav inflation i resten af året, siger økonom i Jyske Bank, Klaus Kaiser.



Senioranalytiker

i Nordea Jes Asmussen er enig.



- Overordnet set forventer vi, at det lave inflationsniveau vil blive fastholdt nogen tid endnu,

og vi vil ikke udelukke yderligere fald i de kommende måneder, siger Jes Asmussen.

Styrker købekraften

Både

Nordea, Jyske Bank og Danske Bank fremhæver, at den lave inflation er en positiv udvikling. Den styrker danskernes købekraft,

hvilket kan være med til at sætte gang i det private forbrug.



Chefanalytiker i Danske Bank Steen Bocian påpeger,

at danskerne i år kan se frem til den største fremgang i reallønnen i seks år.



- Regnestykket bliver

endnu bedre, når man ser på danskernes disponible indkomst. På grund af skattelettelserne bliver væksten i

den disponible indkomst den højeste i ti år. Det styrker vores tro på, at der kommer den fremgang i privatforbruget,

som der er plads til, siger Steen Bocian.



Han understreger, at der i den aktuelle situation også er ulemper forbundet med

den lave inflation. Den er præget af udviklingen i dollarkursen og er med til at gøre importerede varer billigere.



-

Det gør konkurrencesituationen langt sværere for virksomhederne. Det er en udfordring, der er til at tage og føle

på. Mange virksomheder kan mærke det på bundlinien. Men når alt tages i betragtning er der tale om en sund udvikling

for den danske økonomi med den lave inflation, siger Steen Bocian.