Dansk eksport afhængig af få firmaer

De 25 enkelte varer, der sælges flest af fra Danmark, sidder på næsten en fjerdedel af den totale vareeksport.

En opkøber kigger på mink forud for auktionen på Copenhagen Fur Center i Glostrup. Pelsskind fra mink er Danmarks femtestørste enkelte eksportvare. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Danmark ville være et fattigt land med et kæmpestort underskud på betalingsbalancen over for udlandet, stor udlandsgæld og alvorlige økonomiske problemer, hvis det ikke var for de 25 danske produkter, udlandet holder mest af at købe.

Det er hele 130 milliarder kroner, som de 25 største danske eksport-successer slæber hjem til valutakassen årligt. Det viser en søgning som Berlingske Business har udarbejdet i samarbejde med Danmarks Statistik over de største enkelte danske eksportvarer.

Summen på 130 milliarder kroner svarer til næsten en fjerdedel af den samlede vareeksport. Det siger noget om, hvor afhængig Danmark er af nogle ganske få store eksportvirksomheder og deres produkter.

Olienationen Danmark
Olie fra Nordsøen er Danmarks i særklasse største eksportvare. Tæt ved 33 milliarder kroner løb salget af råolie op i sidste år, og det er lige så meget som 6.100 kroner per indbygger.

Så set på denne måde er Danmark hverken et landbrugs-, industri eller servicesamfund, men en olienation. Især hvis også naturgas og andre afledte produkter blev lagt til. Benzin er således også en forholdsvis stor eksportartikel for Danmark.

Det er tilmed ikke kun på betalingsbalancen, men også på de offentlige finanser, at olien og gassen fra Nordsøens dyb klinger højlydt med mange milliarder kroner hvert eneste år - så længe det varer, og så længe de danske forekomster af brændbar energi ikke slipper op.

Medicin og svin
Men ellers er det flere forskellige varer fra den store danske medicinalsektor og svinekød fra dansk landbrug, der markerer sig tydeligt på listen over de 25 største eksportvarer.

Den succesrige medicinalvirksomhed, Novo Nordisk, afslører således hurtigt sin eksistens, når listen over de 25 største eksportvarer betragtes. Novo Nordisk er verdens største producent af insulin, som er et af Danmarks mest betydningsfulde eksportprodukter.

En anden virksomhed, der også afslører sin eksistens på eksportens top-25, er søstervirksomheden Novozymes, som står for det meste af den danske eksport af enzymer, som gennem de senere år også er blevet en af Danmarks største eksportvare. Willian Demant lyser også op på listen med sin store eksport af høreapparater, og også Arla Foods er med en milliard-eksport af ost og mælkeprodukter med.

Flere udskæringer
En af de absolut vigtigste enkeltvare i den danske eksport er kød fra svin. Det færdige produkt kommer især fra den danske fødevaregigant Danish Crown, som årligt slagter op mod 20 millioner svin og beskæftiger 13.000 ansatte.

Men det er de knap 30.000 danske heltidslandmænd, der kan prale af at have leveret råvaren i form af sygdomsfrie og velopdrættede svin, der ofte ender livet som skinke, bacon eller flæskesteg på middagsbordet i Japan, USA eller et af vore europæiske nabolande.

Eksporten af svinekødet optræder i mange forskellige udskæringer, og indgår med mange forskellige numre på listen over de største danske eksportvarer. Men samlet set er det op mod 30 milliarder kroner Danmark sælger svinekød for til udlandet om året, og det er tæt på at være samme indtægtskilde som de store naturrigdomme i Nordsøen bidrager med.

Ost
Noget af det samme gør sig gældende med ost, der er delt op i mange forskellige grupper hos Danmarks Statistik. En gruppe indeholder således mere almindelig skæreost som Samsø, Danbo og Havarti i forskellige fedtklasser, en anden med blåskimmelost Roquefort og Gorgonzola, en tredje med Feta osv. Blev alle slags ost lagt sammen, ville der også her blive tale om en eksportvare, der var berettiget til en placering meget højt oppe på listen over Danmarks største pengemaskiner i eksporten.

Landbruget dominerer
Ofte praler Danmark af at være et højteknologisk servicesamfund med en meget veluddannet befolkning, der lever af uddannelse og fremstilling af avancerede produkter, som er svære at efterligne. Men Danmarks fortid som landbrugsland skinner fortsat tydeligt igennem, når man lader øjnene løbe ned ad listen over de varer, der i kroner og ører betyder mest for den danske eksport.

Landbrugets og fiskeriets råvarer fra havet, stalden og marken dominerer således kraftigt på listen. Svinekød og skinke er noget af det første man støder på. Men derefter følger skind fra mink, og længere nede endnu, finder man også frosne rejer, korn, smør, øl, fiskemel, laks, stueplanter, kiks og småkager.

Minus råvarer
De 130 milliarder kroner, de 25 største eksport-successer tilsammen slæber hjem til valutakassen, er ikke ren nettoindtægt for landet.

Produktion af lægemidler, opfodring af svin og udvinding af olie kræver import af rå- og hjælpestoffer.

Industrien under et regner med, at der skal købes råvarer i udlandet for næsten 40 øre, hver gang vi sælger for en krone. Hos landbruget er dette tal noget mindre - omkring 25 øre for hver krones eksport. Årsagen er her, at vi selv har de fleste af landbrugets råvarer - foder, landbrugsjord, vand osv.

Fødevaresektoren er sandsynligvis underrepræsenteret på listen, fordi dens varer af historiske årsager er udspecificeret ganske nøje. Eksporten af torsk er eksempelvis delt i statistikken i salg af frosne fileter, fersk kabliau og mange andre specialprodukter, mens masser af andre varer er samlet i større grupper.

Af samme årsag er virksomheder som Lego, B&O, Grundfos, Danfoss, Vestas formentlig ikke med på listen, selv om virksomhederne har en meget stor eksport. Både Lego og B&O’s produkter er delt op på en række undergrupper, som samlet er meget betydningsfulde, men som enkeltvis ikke kan presse sig ind på listen.

Den store danske eksport af service, som eksempelvis A. P. Møller - Mærsk sejler hjem på verdenshavene, er heller ikke med, eftersom det ene og alene er eksport af fysiske varer, der er talt op her, af Danmarks Statistik.