Connie Hedegaard: Borgerligt, balanceret og begavet

Stigende grønne afgifter - der også omfatter brændstof - behager den konservative miljøminister Connie Hedegaard. Klart signal, siger hun.

At netop de grønne afgifter skal finansiere regeringens lettelse af skatten på arbejdsindkomst får det store smil frem hos miljøminister Connie Hedegaard (K)

- Det sender et klart signal til alle omkring energiafgifterne. Energi er noget vi skal spare på i fremtiden, det er den knappe resurse. Det her er borgerligt, balanceret og en meget begavet reform, siger hun på vej ind til gruppemøde hos De Konservative tirsdag formiddag.

Modsat de første oplysninger om, at benzin og diesel skulle være undtaget fra afgiftsstigningen, påpeger Hedegaard, at det også er med.

- Brændstoffet er med. Det er alle energiafgifter, siger hun.

/ritzau/