Danmark har den næstlaveste inflation i EU

Inflationen i Danmark er den næstlaveste i EU, mens Letland og Ungarn oplever den højeste inflation. På Malta falder forbrugerpriserne fortsat.

Danmark har den næstlavede inflation i EU kun overgået af Malta, hvor inflationen igen i juli var lavest, nemlig -0,2 procent. Dermed falder forbrugerpriserne fortsat i Malta på årsbasis.

I juli faldt det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks for Danmark til 1,1 procent i juli fra 1,3 procent i juni - og det rækker til en andenplads i EU. Højest var inflationen i Letland og Ungarn, hvor forbrugerpriserne steg henholdsvis 9,5 og 8,3 procent.

Samlet var inflationen i EU i juli 2,0 procent, hvilket er et lille fald fra 2,1 måneden før. For de lande, som har indført euroen som fælles valuta, var inflationen 1,8 procent, hvilket er et fald fra 1,9 procent i juni.

Inflationen beregnes som udviklingen i det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks over det seneste år.

/ritzau/