Business update: Restaurant vil lave solenergi, hackerne rykker på børsen og Rema 1000 i vildt imagehop

Foto: Jeppe Michael Jensen.
Læs mere
Fold sammen

Godmorgen

Den kendte københavnske restaurantkæde Cofoco bliver energiproducent. Målet er at blive CO2-neutral. Men det er ikke nok bare at opkøbe kvoter for at gøre den sorte samvittighed grøn, mener ejerne bag. Derfor tager de nu det utraditionelle skridt at investere et tocifret millionbeløb i en ny solcellepark for at blive mere end selvforsynende med strøm.

Der er en ny type cyberkriminelle i den digitale by, og de har øjnene stift rettet mod aktiemarkedet. Den kriminelle onlineverden har været ekstra kreativ og fundet ud af, hvordan man kan tjene penge ved at manipulere med børsnoterede virksomheder. Sådan lyder forklaringen fra aktieanalytikere og IT-eksperter, efter at den franske børsnoterede entreprenørvirksomhed Vinci var offer for en falsk pressemeddelelse.

Flere år er brugt på drømmeuddannelsen, og nu er man klar til at komme ud på arbejdsmarkedet. Men for rigtigt mange unge kan begyndelsen på arbejdslivet blive en frustrerende oplevelse, hvor de sidder fast i køen af arbejdsløse. Og det kan få konsekvenser resten af livet, hvis ens arbejdsliv indledes med en lang periode som ledig. Det viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE.

Da analysevirksomheden YouGov tidligere på året udgav sit Brandindex for Danmark – der sammenligner flere end 300 varemærker for at vise, hvilke brands der havde fået mest positiv omtale herhjemme – var det ikke overraskende den danske klodskæmpe Lego, som tronede på toppen. Sådan plejer det at være. Men på andenpladsen var der en artig overraskelse i skikkelse af den norske discountkæde Rema 1000.

Lad dig ikke slå ud af nederlag - modgang giver modenhed og kan være lige præcis det, der lærer dig at blive en succes. Martin Bjergegaard mislykkedes med fem forskellige virksomheder i en meget ung alder, men så kom gennembruddet, fortæller han i podcastserien om drømme og ambitioner.

Her er nogle af tirsdagens begivenheder.

Med ønsket om en god dag

Morten Thorborg Jasper

Jourhavende, Business.dk