Merkel: Vi satser på succes i København

Tysklands kansler vil hjælpe, så godt det er muligt, med at få en klimaaftale i hus.

Angela Merkel er forsigtig optimist forud for klimatopmødet i København træder ind i den afgørende fase. Fold sammen
Læs mere
Foto: JULIEN WARNAND

BERLIN: - Tyskland satser alt på, at klimatopmødet bliver en succes, sagde forbundskansler Angela Merkel mandag eftermiddag.

Merkel talte med udenlandske korrespondenter forud for sin afrejse til København torsdag.

Den tyske kansler har den seneste uge været i telefonkontakt med bl.a. den amerikanske præsident samt ledere fra Indien, Kina og østater i Stillehavet for at give en hjælpende hånd til det danske værtskab og det svenske EU-formandskab, der er bestræbt på, at København slutter med en aftale, der er spiselig fra et klimasynspunkt. Hensigten er en bindende aftale om at begrænse jordens temperaturstigninger til to grader frem til 2050.

Merkel kendt som en ferm mægler

Merkel udtrykte glæde over, at USA nu er kommet med forslag til egne forpligtelser om mindskelse af CO2-udslip. Men hun ville have ønsket sig, at lovgivningsarbejdet i Amerika var begyndt tidligere, sagde hun.

Regeringskilder forventer, at kansleren vil kaste sin politiske vægt ind i forhandlingerne fra på torsdag, men det danske værtskab har den ”afgørende rolle”, hedder det. Derfor vil tyske mæglingsforsøg ”et stykke hen ad vejen” ske efter aftale med Danmark og det svenske
EU-formandskab, forlyder det videre.

Merkel er kendt som en ferm mægler, men iagttagere venter, at selv hun vil stå over for en gigantisk opgave, hvis hun vil bøje udviklingslande og den industrialiserede verden mod hinanden. Kansleren virkede dog behersket optimistisk under samtalen i eftermiddag.