Fri bar til Malenes voldsmænd

Natklub gav fri bar til de sigtede i Malene-sagen. Tre af sagens snart fire sigtede er under 18 år.

Foto: Erik Refner

Først var de til fri bar på natklubben Krasnapolsky. Så gik de til Hovedbanegården og overfaldt tre gymnasiepiger. Var det ikke for en kæmpebrandert, var overfaldet aldrig sket. Det siger 17-årige Aisha om den nat, hvor fuldskab og egen dumhed gjorde hende til voldsmand.

I Berlingske Søndag i går fortalte den 17-årige sigtede Aisha sin version af overfaldet på Malene og hendes veninder på Hovedbanegården.

Aisha er lige fyldt 17, men hun var kun 16, da hun trods sin lave alder blev lukket ind på Krasnapolsky, hvor der er fri bar, efter man har betalt entre-biletten. Allerede da hun kom til stedet, var hun beruset, og branderten blev ifølge eget udsagn ikke mindre af den fri spiritus på Krasnapolsky. Hun fortæller, at hun fik omkring ti drinks oven på den halve flaske spiritus, hun havde drukket, inden hun gik i byen.

Det er politiets opgave at føre tilsyn med, om klubber og barer udskænker alkohol til unge under 18 år. Hvis det sker, kan udskænkningsstedet få frataget sin bevilling. Men lederen af den kriminalpræventive afdeling i Københavns Politi, Lars Nicolai Jensen, har intet overblik over, hvor meget politiet egentlig gør for at sikre, at bartendere overholder aldersgrænsen.

»Der vil altid være beværtninger, der ikke følger reglerne.« siger han.

Det er samtidig hans indtryk, at narko i højere grad end spiritus skaber vold blandt unge i nattelivet.

Læge og alkoholforsker Leif Sestoft vurderer, at Aishas indtag af spiritus kan have udløst hendes medvirken i vold.

»Alle hæmninger hos de unge forsvinder, når de drikker, og det kan gøre dem aggressive. Hvis Aisha ikke havde fået alkohol, var hun måske blevet venner med Malene i stedet,« siger Leif Sestoft.

Druk på tom mave
Aisha beskrev i avisen i går, hvordan fredag aften ofte betyder fest, dans og sprut for hende og hendes venner.

Aisha og hendes veninde varmede op med at dele en flaske Malibu-likør hos en bekendt. De havde ikke rigtigt nået at få noget at spise, så de drak på tom mave. Først da moren til den bekendte kørte dem til S-toget, mærkede Aisha, at hun var mere fuld, end hun plejede at være. Hun kan godt være lidt genert over for voksne, hun ikke kender. Men hun talte og talte med moren på vejen til toget.

De gik på diskotek Krasnapolsky i København, hvor også Aishas kæreste var med. Der var fri bar. Lige så hurtigt, Aisha og hendes veninder tømte glassene med drinks, kom der nye på bordet.

Aisha drak ca. ti drinks på toppen af den flaske Malibu, hun havde delt med veninden. Klokken var ikke meget over midnat, da hendes veninde ville hjem. De besluttede sig for at gå mod toget på Københavns Hovedbanegård.
Aisha gik syngende gennem gaderne til Hovedbanegården, hvor hun kort efter var med til at overfalde 19-årige Malene og hendes to veninder, der også var på vej hjem fra en fest.

Aisha erkender at have deltaget i den vold, hun er sigtet for af politiet. Hun bruger ikke fuldskab som undskyldning. Men hun siger også, at havde hun ikke været beruset, var det nok aldrig sket.

Københavns Politi har sigtet to piger og en dreng for overfaldet. I denne uge ventes endnu en dreng at blive sigtet.