Der er ingen juletræer i Etiopien i år. På grund af klimaforandringerne er der brug for alt det grønt, der stadig kan overleve i landet. Derfor er det blevet forbudt for den kristne del af befolkningen at fælde den østafrikanske pendant til vores grantræ, cypressen.

Juletræer er dog bondemanden Malichas Barakos sidste bekymring. På grund af den svigtende regn har han måttet efterlade to af sine børn hos rigere slægtninge på landet og drage til den nærmeste by for at sikre familiens overlevelse.

»Det værste man kan gøre er at forlade sine børn. Jeg savner dem frygtelig meget,« siger Malicha Barako til Berlingske Tidende.
I den lille landsby Idi Allee i det sydlige Etiopien levede han før af sine 20 køer, ti geder og fem æsler. En bestand der sikrede familiens indkomst. Men de seneste to år er dyrene bukket under et efter et af sult og sygdom på grund af tørken.

Når landsbyens beboere går rundt på den tørre jord, knaser græs og småbuske som kartoffelchips under fødderne. Det er to måneder siden, regndråberne sidst faldt. I år varede regnsæsonen Hagaia kun en uge i forhold til den normale halvanden måned.

Web-tv: Mød
klimaflygtningene fra Etiopien

Ud over kaktusserne, som står sunde og stærke, er der kun enkelte grønne planter tilbage i den røde sandede jord. I ly for solens stærke stråler sidder Malicha Barakos mor, enkefrue Barako. Under stråtaget på lerhytten hænger majs og sorghum til tørre. De skal bruges som såsæd næste gang, regnen kommer. Før i tiden kunne hun forudsige dens komme. Men nu tør hun ikke længere spå om, hvornår såsæden skal i brug. Vejrforholdene har fået tre af hendes fire sønner til at rejse fra hende. Men Fru Barako bebrejder dem ikke.

»Mange har ondt i maven, fordi de ikke får nok mad,« fortæller hun.

Over seks millioner sulter

I julen for 25 år siden appellerede Bob Geldof og andre rockstjerner i Band Aid om nødhjælp til de hungersramte etiopere i julesangen "Do They Know It’s Christmas Time". I oktober i år vurderede myndighederne, at 6,2 millioner etiopiere fortsat har akut brug for nødhjælp i form af mad. Malicha Barako flyttede til byen Yabello en times tid fra landsbyen i stedet for at søge mod ukendte lande:

»Den djævel, du kender, er bedre end den djævel, du ikke kender,« siger han.

Selv om mangel på juletræer og afrikansk tragedie kan synes langt fra Danmark, er det tættere på, end man umiddelbart tror.

»Herhjemme kommer vi også tydeligt til at mærke konsekvenserne, når 200 millioner klimaflygtninge i midten af dette århundrede banker på vores dør,« skriver Connie Hedegaard, minister for FNs klimakonference i København 2009, i bogen »Når regnen falder forkert«, som udkom for nylig.

Der kan være en god grund til, at Connie Hedegaard ikke kommer nærmere ind på, hvilke konsekvenser, det specifikt handler om.

Kontroversielt på klimatopmødet

Når verdens ledere i morgen indleder klimatopmødet i Bella Centret er mennesker på flugt fra klimaforandringer et af mange kontroversielle emner på den politiske dagsorden. Der tegner sig et scenarium, hvor millioner af mennesker som Malicha Barako vil stå som klimaforandringernes største ofre. Alligevel har det internationale samfund valgt ikke at definere dem som flygtninge, fordi det medfører særligt rettigheder. Men i Danmark og resten af Skandinavien er der en lovgivning, der går ud over de internationale forpligtelser og yder beskyttelse til netop denne type mennesker. Integrationsministeriet oplyser, at Danmark i løbet af 90erne har givet humanitær opholdstilladelse i flere sager til folk fra Østafrika på baggrund af ekstreme miljøvilkår. De seneste år har blandt andet en række afghanere fået humanitær opholdstilladelse på grund af tørke og mangel på mad i Afghanistan. I 2001 fik 31 afghanere opholdstilladelse på grund af »tørkesituationen i Afghanistan«, som det hedder i sagsakterne.

Derfor vil klimaflygtninge formentlig kunne udse sig blandt andet Danmark som helle i en verden præget af problemer med vand, vind og tørke, mener en førende ekspert.

»I 60erne og 70erne, da de skandinaviske lande havde en meget liberal politik omkring asylansøgere, følte mange sig draget af at søge mod disse lande. Efterfølgende er de skandinaviske lande blevet mere restriktive ligesom resten af Europa, men det er sandsynligt, at denne type lovgivning vil opfordre folk til at søge mod disse lande igen,« siger Roger Zetter, professor og leder af Refugee Studies Center på Oxford University.

Hip-hopper den første legale klimaflygtning

Herhjemme vil en håndgribelig konsekvens af klimaforandringerne allerede kunne høres på Rådhuspladsen på lørdag – sandsynligvis i en noget mere festlig form end Connie Hedegaard forestiller sig. Her går et af den danske hiphop-scenes nye store håb, Negash Ali, på scenen til koncertarrangementet Hopenhagen. Som navnet antyder, er koncerten stablet på benene for at opfordre til at lave en ambitiøs klimaaftale. Negash Ali er ikke en hvilken som helst fortaler for en global klimaaftale. Han er sandsynligvis en af Europas første legale klimaflygtninge.

Den Internationale Valutafond er sjældent nævnt i raptekster. Men det er den i Negash Alis rim. Udover at beskrive livet som stolt og festglad århusianer med rødder langt fra det jyske, handler Negash Alis univers også om afrikanske oprørsbevægelser, folkemord og livet i de danske asylcentre. Hans deltagelse i Hopenhagen-koncerten er også med tanke på de store politiske linjer:

»Klimaforandringerne er en ultra vigtig sag. Og det er meget tydeligt at se, hvem der er skyld i det, og hvem det går udover. Der kommer til at være millioner af klimaflygtninge, og de har brug for hjælp og rettigheder. Det er godt, at Danmark og de andre skandinaviske lande har en åben lovgivning på området, som også er kommet mig til gode. Men der er stadig mange, der har brug for hjælp,« siger Negash Ali.

Han kommer fra Eritrea, der indtil starten af 90erne var underlagt Etiopien og har været igennem mange af de samme trængsler som Etiopien. Malicha Barako måtte efterlade sine børn på landet, mens han søgte overlevelse i den nærmeste by. Når Negash Ali om en uge går på scenen, vil han i rimeform fortælle historien om, hvordan han og hans families fremtid blev sikret, da de flygtede i 1990 og endte i Danmark.
 

Klimaflygtninge må ikke kaldes klimaflygtninge

Både Negash Ali og Malicha Barako kan betegnes som klimaflygtninge. Men det må man ikke ifølge eksperter og myndigheder. Der er mange ubesvarede spørgsmål om, hvorfor folk flygter og ligeså mange forskellige gæt på, hvor mange der er tale om. Connie Hedegaard gætter skyder på 200 millioner, men der findes både højere og lavere estimater. De fleste kan dog blive enige om, at det vil handle om millioner af mennesker fra de i forvejen mest udsatte dele af verden, og at man ikke må kalde dem flygtninge.

 »Flygtning« er et juridisk begreb, og får man det mærkat, giver det automatisk ret til beskyttelse og asyl i forhold til FNs Flygtningekonvention. Derfor vil eksperter og myndigheder hellere kalde dem miljømæssigtforårsagede migranter, miljømæssigt fordrevne personer eller klimamigranter. Uønsket barn har også mange navne.

»Det vi taler om her er, at der er en gruppe, som reelt ikke har en mulighed for at tage tilbage til deres land på grund af for eksempel hungersnød eller oversvømmelser. De falder ikke ind under gældende juridiske instrumenter og har dermed ingen ret til beskyttelse,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen, der forsker i migration på Dansk Institut for Internationale Studier.

Vikram Kormannskog fra det uafhængige Flyktninghjelpen i Norge er en af verdens førende eksperter i klimamigranters rettigheder, og hans forskning viser, at både lovgivning og lovpraksis i Skandinavien – som de eneste lande i Europa – er åben for klimamigranter. Berlingske Tidende har foretaget en rundspørge blandt samtlige EU-lande, og undersøgelsen viser, at man ingen steder har lovgivning - eller praksis, der dækker klimamigranter, og at Danmark som det eneste land allerede har dem boende.

Det er Negash Ali eksemplet på. Han brugte de første år af sit liv i forskellige asylcentre, imens familien søgte og fik afslag på asyl, fordi man vurderede, at de ikke var forfulgte. Til sidst søgte de om humanitær opholdstilladelse i 1994. Kort forinden var det såkaldt overlevelseskriterium indført. Det siger blandt andet:

»Der kan i helt særlige tilfælde gives humanitær opholdstilladelse til enlige kvinder og familier med mindre børn fra områder, hvor der efter ministeriets opfattelse hersker ekstremt vanskelige levevilkår, f.eks. som følge af hungersnød eller som følge af helt uforudsigelige forhold.«

Hungersnød "reddede" Negash Ali

På grund af det nye kriterium fik Negash Alis familie opholdstilladelse med henvisning til tørke og hungersnød i hjemlandet. Hvis ikke den danske stat havde indført den praksis, var Negash Ali sandsynligvis blevet sendt tilbage.

På trods af tilbagevendende tørke har dromedarer og kameler historisk været tabu i det sydlige Etiopien. Ifølge den lokale tro bliver jorden ufrugtbar ved berøring med deres brede klove. I dag er de et billede på, hvordan etiopiere har måtte gå på kompromis med deres egne normer på grund af klimaforandringerne. Efterhånden som regnen i stadig stigende grad har svigtet, har flere etiopiere byttet deres kvæg ud med dromedarer, der er mere modstandsdygtige i tørken. Malicha Barako fik ikke skiftet sit kvæg ud i tide. I dag står han med en halveret familie, selv om Care i Etiopien prøver at hjælpe så mange som muligt i hans situation. Med både forbedringer af brønde og lånesystemer opfordrer man de lokale til at tilpasse sig bedst muligt.

Men de kan ikke hjælpe alle, og i stedet blev Malicha Barako for fire måneder siden daglejer på et byggeprojekt til 17,5 kroner om dagen. En gang imellem smutter skovlen i den knasende røde sandjord. Derfor er der en opskåret negl og flere [Note] mere eller mindre helede sår på hans fødder. Sammen med konens brændeindsamling rækker pengene til et lejet rum i lerhytte på ni kvadratmeter og lidt forskelligt korn. Men det er ikke nok til at undgå, at tvillingernes maver puster sig op  . Malicha Barakos håb om, at lønnen i byen kunne betale skolegang til de toårige tvillinger, er nu blevet til håbet om en enkelt.

Billedserie: Her
mærker de klimaforandringerne

Klimforandringer er allerede i dag en faktor i den illegale indvandring fra Afrika til Europa. Ifølge Care i Etiopien rejser en del i Malicha Barakos situation til Kenyas hovedstad, Nairobi, og lyver om politisk forfølgelse for at komme på et fly til et bedre liv. Med argumentet om dødt kvæg som følge af tørke får man ikke noget. De fleste flytter internt i landene og betegnes som internt fordrevne personer. Dem har den enkelte stat selv ansvaret for. Men myndighederne i mange af de lande, der har og vil få klimamigranter er ikke i stand til at yde tilstrækkelig hjælp. Så det er reelt et spørgsmål om, at de internationale humanitære organisationer skal træde til, og det er ofte et problem, når det ikke handler om pludselige katastrofer.

Når det som i Malicha Barakos tilfælde handler om langtsomt udviklende tørke, er der ikke meget hjælp.

»De ender ikke i flygtningelejre, og de tiltrækker ikke opmærksomhed, men de har stadigvæk ligeså meget brug for hjælp og beskyttelse,« fortæller Vikram Kolmannskog.
 

Lobbyister vil kæmpe for rettigheder under topmødet

Under klimatopmødet i København vil en bred vifte af deltagere lave lobbyarbejde for klimamigranternes rettigheder. For eksempel vil EU-parlamentet »opfordre det internationale samfund til at identificere og adressere de juridiske mangler, der eksisterer i forbindelse med klimaflygtninge og til at indlede et specifikt assistance- og beskyttelsessystem«. Det bliver en hård kamp om få ord i den endelige aftaletekst. En kamp der er kæmpet før, men tabt.

Eksperter ser tre mulige løsninger for at sikre klimamigranters rettigheder:
1. At genåbne Flygtningekonventionen fra 1951 og give klimamigranter juridisk status som flygtninge. En genåbning vil dog kunne føre til en udvanding af flygtningebegrebet.

2. At lave en alternativ international konvention om klimamigranter. Det anses som urealistisk, da de fleste stater ikke viser vilje til at give udlændinge yderligere rettigheder.

3. At fortolke inden for de eksisterende internationale rammer med Skandinavien som forbillede.

Vikram Kolmannskog mener, at de skandinaviske landes love - specielt Finlands og Sveriges bør fungere som være et forbillede på, hvordan man kan sikre klimamigranters beskyttelse. I Danmark tildeles humanitær opholdstilladelse ud fra en konkret vurdering fra sag til sag. I Sverige og Finland står »miljøkatastrofer« skrevet ind i selve teksten i deres udlændingelovgivning. I Norge træder en ny flygtningelov i kraft fra 2010, der på linje med de andre skandinaviske lande vil åbne for, at miljøkatastrofer kan give opholdstilladelse.

»Det er i høj grad et spørgsmål om, hvordan enkelte stater vælger at fortolke gældende love. Sådanne fortolkninger bygger i bund og grund på politik, og for tiden er der ikke meget vilje til at udvide beskyttelsesbegrebet i EU. Men måske er det noget andet, når det kommer til konsekvenserne af klimaforandringerne. Folk har en forståelse af, at det er et globalt problem, og derfor vil de også føle ansvar over for de folk, der bliver fordrevet af klimaforandringerne,« siger Vikram Kolmannskog.

På forsiden af Malicha Barakos lille, røde jordhytte i Yabello står der »Obama« med store hvide kridtbogstaver. Det er en studerende, som har skrevet det. Malicha Barako ved ikke, hvem den amerikanske præsident er, og hvad han står for. Drømmene i lerhytten handler bare om at kunne vende tilbage til Idi Allee med alle sine børn og leve af sine husdyr, som før tørken satte ind.