Ekspert om Dronningens udtalelse: »Det er ikke smart«

Foto: Henning Bagger

Dronning Margrethe bliver drevet til vanvid af unge i Norden, der snakker engelsk med hinanden i stedet for at bruge deres modersmål.

Det har den danske regent udtrykt i et interview til DR, og spørger man en ekspert, så har Dronningen på sin vis ret - men hendes formaning kan også være farlig.

Det mener Eva Theilgaard Brink, der er lingvist og adjunkt i dansk på læreruddannelsen ved Københavns Professionshøjskole. Hun har desuden lavet en undersøgelse blandt nordiske unges tilgang til at lære nabosprog.

»Først vil jeg sige, om det driver en til vanvid eller ej, tror jeg mere handler om noget ideologisk end noget sprogligt. Det er dejligt, at unge i Norden overhovedet snakker sammen,« siger Eva Theilgaard Brink.

Hun understreger, at man skal huske på, at det kan være en sårbar situation at indgå i en samtale med en person, man ikke deler modersmål med.

»Der er risiko for at tabe ansigt, når man ikke forstår hinanden, og det vil alle prøve at undgå. En af de ting man kan gøre er at tale engelsk,« siger Eva Theilgaard Brink og tilføjer:

»Så det er egentlig bare sundt kommunikativt tegn fra de unge om, at de vil gøre alt for at forstå hinanden.«

Mandag fejrede man det nordiske fællesskab med showet 'Dejlig er Norden' i DR Koncerthuset, og i den forbindelse har dronning Margrethe givet et interview til DR-journalist Tine Gøtzsche.

Her snakker de to netop om Norden, Dronningens forhold til de forskellige nordiske lande - og én særlig ting, der altså driver vores regent til vanvid.

Hun forstår nemlig ikke, hvorfor nordiske unge ikke taler sammen på vores oprindelige sprog i stedet for engelsk.

»Der er jo mange unge mennesker i dag, som siger, de har svært ved at forstå svensk og norsk, og man ser unge skandinaver tale engelsk med hinanden,« siger Tine Gøtzsche.

Og Dronningens reaktion falder prompte:

»Ja, det driver mig til vanvid. Jeg synes, det er så forkert, men problemet ligger selvfølgelig i, at de ikke har haft så meget svensk og norsk i skolen, som vi havde,« siger Dronningen i interviewet, som det danske kongehus har delt på sin Facebook-side.

Dronningens udtalelse om unges sprogbrug har vakt opsigt på sociale medier, hvor flere hundrede har kommenteret sagen på B.T.'s Facebook-side. Nogle mener, at Dronning Margrethe har helt ret i, at vi bør være bedre til at tale med hinanden på modersmålet, mens andre mener, at det er naturligt og fint at tale engelsk.

Eva Theilgaard Brink mener både, at Dronningen har ret i, at det vil være godt for vores forståelse af hinanden, hvis vi taler på modersmålet. Omvendt skal man også passe på med at angribe ungdommen.

»Jeg er helt klart enig med Dronningen, men jeg tager også de unge i forsvar, for lige præcis på det her emne er der et pres og en dannelsesskygge over det,« forklarer Eva Theilgaard Brink og uddyber:

»De ældre generationer siger: Man bør, og man burde gøre det ene og andet. Og jeg tror ikke, det er særlig smart, hvis vi skal gøre nabosprog sexet, at man som ældre generation siger, hvad unge bør gøre. Det højner ikke motivationen,« siger Eva Theilgaard Brink.

Hun påpeger, at Dronningen med sin udtalelse lægger sig i slipstrømmen på andre, ofte ældre, elitære danskere, der ofte har stærke meninger om vores brug af nabosprog.

Dronning Margrethe på sin 79-års fødselsdag den 16. april. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup.

Og selvom Eva Theilgaard Brink forstår Dronningen, så minder hun også om, at Hendes Majestæt nok også har et bedre udgangspunkt end flere andre for at tale nordiske sprog godt.

»For hende ville det være fuldstændig utænkeligt at tale engelsk. Det ville gøre kommunikationen dårligere, så set fra hendes perspektiv giver det god mening, men det er også ud fra et meget privilegeret perspektiv, for hun har haft gode muligheder for at lære sprogene,« siger sprogeksperten.

Eva Theilgaard Brink fortæller, at det netop betyder meget for ens sprogforståelse, om man har besøgt de pågældende lande og kender lokale.

Inden man maler fanden alt for meget på væggen, så påpeger Eva Theilgaard Brink også, at selvom vi kunne være bedre til at forstå hinanden, så kan vi faktisk godt, hvis vi skal og prøver. I 2016 lavede hun nemlig selv en undersøgelse blandt unge, der viste, at når man bliver udsat for sproget jævnligt, lærer vi det hurtigt.