Ny bolighjemmeside vækker harme

Nyt website sætter boliger til salg på en måde, der er ulovlig for ejendomsmæglere.

Må man sætte boligen til salg ved en hollandsk auktion? Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Der er flere boliger til salg i Danmark end nogensinde, og derfor falder priserne i det meste af landet. Ofte helt op til 100.000 kroner fra den ene dag til den anden.

Det vil den 38-årige iværksætter Kenn Joensen nu lave om på ved at gøre noget, som ejendomsmæglere ikke kan. Det skriver Fyens Stiftstidende.

I går lancerede han et helt nyt boligsite under navnet HouseJack.dk, som formidler boliger efter princippet "hollandsk auktion", hvor boligsælgeren fastsætter en startpris og samtidig beslutter, hvor meget prisen skal falde hver dag i op til 16 uger. Metoden er ulovlig for ejendomsmæglere, og den får også hårde ord med på vejen af Forbrugerrådet og Dansk Ejendomsmæglerforening.

- Boligmarkedet er gået i stå, og sælgerne er nødt til at forhandle om prisen. Det var derfor, jeg fik idéen til, at prisen skulle falde lidt hver dag i stedet for at falde meget lige pludselig, siger Kenn Joensen, som til daglig er pedel på Valby Skole.

Er der flere interesserede købere, foregår forhandlingerne på almindelige markedsvilkår. Priserne på HouseJack er nemlig kun et udgangspunkt for en forhandling, fastslår Kenn Joensen.

Han har investeret 40.000 kroner i hjemmesiden og forventer cirka 1.000 kunder om året.

- Lige nu er det gratis for boligejere at sætte en bolig til salg på HouseJack.dk, men senere vil det koste mellem 200 og 300 kroner for et år.

Dertil kommer udgifter til papirarbejdet i forbindelse med selve ejendomshandlen på omkring 20.000 kroner. Til gengæld slipper man helt for salær til ejendomsmægleren.

Dansk Ejendomsmæglerforening er stærkt skeptisk over for den nye boligside.

- Hollandsk auktion er direkte forbudt for ejendomsmæglere, og det hænger sammen med, at en bolighandel er for vigtig til, at man skal blande det sammen med hasardspil, siger Thomas Torp, som er vicedirektør i Dansk Ejendomsmæglerforening.

Også i Forbrugerrådet møder HouseJack, der næsten rimer på Black Jack, kritik. Ikke mindst fordi konceptet går ud på at skrue på de samme psykologiske håndtag som ved spillebordene på et kasino.

Det kan ifølge jurist Tina Dhanda udsætte både køber og sælger for et unødvendigt stort pres. Derfor advarer hun imod, at man handler bolig på den måde.

- Det kan være, at huset er solgt i morgen. Du ved ikke, hvad der foregår, du ser bare et ur, der tikker. Sådan er det selvfølgelig også hos ejendomsmægleren, men det er noget andet psykologisk, når uret tikker hele tiden, siger hun.

Et andet vigtigt aspekt er ifølge Forbrugerrådet, at der er stor risiko for, at startprisen vil være sat for højt, når man på forhånd ved, at den vil falde over tid.

Sidste år i oktober blev det slået fast i en ny bekendtgørelse, at hollandsk auktion er en ulovlig metode for ejendomsformidlere, men spørgsmålet er, hvorvidt HouseJack.dk hører under kategorien ejendomsformidlere eller befinder sig i en gråzone.

Det vil jurister i Dansk Ejendomsmæglerforening og Forbrugerrådet nu undersøge.

Kilde: Fyens Stiftstidende



 
Læs også:

Her er boligmarkedets sorte pletter

Realkredit: Boligmarked er på frysepunktet

Boligejere rammer renteloftet

Økonomer: Prisdyk på sommerhuse

Pendlere kan bytte bil med villa