Den tyske forfatter Thomas Hettches »Påfugleøen« er en menneskeligt deprimerende og sprogligt opløftende roman.
»Påfugleøen« foregår på en ø af samme navn i floden Havel mellem Berlin og Potsdam. Øen er ikke blot scene i romanen, men har også adresse i den virkelige verden og i historien. Her opbevarede Frederik den Store sin elskerinde på et slot bygget til formålet, og siden indrettede hans søn, Friedrich Wilhelm, et menageri; tidens betegnelse for private zoologiske haver. Samlinger af dyr fra egne og fjerne egne indgik i bestanden sammen med mennesker, for eksempel en dreng, hjembragt fra en stillehavsø, med pligt til altid at stille barfodet og med nøgen overkrop, når øens herskere indfandt sig for at vederkvæge sig ved den eksotiske naturiscenesættelse.
Den smukke ø med dens kultiverede haveanlæg og stedvist voksende, vildere natur trækker på en række forskellige filosofiske og metaforiske referencer. Fra oplysningstidens tro på, at mennesket ville blive stadigt bedre, jo mere viden, det fik, og til det modsatte standpunkt: At det er barmhjertigheden, der er drivkraften, og at uden den ville vi være monstre.
Monster er netop, hvad Marie, der er bogens hovedperson, føler sig som. Som de vilde dyr opbevares også hun, der er dværg, på øen som et stykke inventar. Hun er praktisk at have i nærheden, hvis øens ejer har brug for en hjælpende hånd, og broderen og flere andre benytter sig af hendes seksuelle færdigheder.
Marie er udnævnt til Påfugleøens slotsfrøken, og det er en både fin og repræsentativ stilling, som hun med sit rige følelsesliv og tilsvarende intellekt gennemskuer indholdsløsheden i. Vi følger Marie gennem livet og herunder forelskelsen i overgartnerens søn, der også har sit at se til og er forvirret med hensyn til sin kønsidentitet. Hvilket selvfølgelig ikke sømmer sig for en ung mand på dette tidspunkt i Europas historie.
Men er det en historisk roman, hvor man kan sige, at sådan så man altså på små mennesker eller mennesker med en anden hudfarve end den mest udbredte i Preussen på det tidspunkt? At sådan var klasser og omgangsformer i 1800-tallet?
Egentlig ikke. For »Påfugleøen« er også et troldspejl af vores tid og dens tro på, at man kan designe sine omgivelser og iscenesætte sig selv på en sådan måde, at det virkelig giver mening at se på dem, der skiller sig ud. På alle de freaks, der optræder i navnlig de elektroniske medier, og på den underholdningsindustri, vi med en nyfigent pornografisk blik betragter med pirret nysgerrighed. Hele tiden på udkig efter nye oplevelser. Noget, der er stadig mere grænseoverskridende.
Thomas Hettche indtager rollen som en alvidende fortæller, der leger med sproget og indirekte kommenterer fortællingen, for eksempel det »chokerende« greb, at han introducerer ordet dværg. Bruges det overhovedet stadigvæk? Allerbedst er hans poetiske sprog, når han beskriver skønheden på øen, så man sanser landskabet og naturen og længes mod en eller anden form for paradisisk tilstand i en have så skøn. Uden slanger.
Påfugleøen
Forfatter: Thomas Hettche. . Sider 344. Pris: 300 kr. Forlag :Batzer & Co.
