Hun drives af social indignation

Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening, ville allerede som barn være socialrådgiver.

Formand for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Hvis man kan fødes med et fagligt engagement, så må det gælde for Majbrit Berlau.

Hun er datter af den tidligere formand for Sømændenes Forbund, Henrik Berlau, der også var MF for det hedengangne parti, Fælles Kurs, og det faglige gav sig udslag fra barns ben. Som 13-årig blev hun elevrådsformand, og hun fortsatte som aktiv i elev- og studenterbevægelsen og kom i 2005 midlertidigt i Folketinget for Enhedslisten som suppleant, men forlod det, da hun hellere ville bruge sin nyerhvervede uddannelse som socialrådgiver. »Det var det, jeg ville. I 9. klasse besluttede jeg, at jeg ville være socialrådgiver. Mine helte dengang var Tine Bryld og Hanne Reintoft, og de blev forbilleder for mig,« husker Majbrit Berlau.

Hun kom i Folketinget som suppleant i 2005, men som nyuddannet socialrådgiver trak det mere at arbejde som sådan.

Hun fik job som socialrådgiver, men det faglige engagement var ikke glemt, og hun rykkede længere og længere op mod toppen i Dansk Socialrådgiverforening, og for næsten fem år siden blev hun formand.

»Jeg tror, at jeg har mere indflydelse på socialpolitikken i mit nuværende job, end jeg ville have, hvis jeg sad i Folketinget, så de eneste gange, jeg tænker på det, er når folk spørger, om jeg ikke vil stille op til Folketinget. Det er ikke noget, jeg selv kunne tænke mig. Mit nuværende job giver meget mere mening for mig,« siger Majbrit Berlau, der i sin formandstid har formået at gøre Dansk Socialrådgiverforening til en forening, man hører meget til i medierne.

Fagforening og politik

Den tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, blev træt af formandsposten, fordi foreningen var blevet for politisk, men den påstand tilbageviser Majbrit Berlau.

»Vi er politiske på selve sagen, altså at hjælpe folk, der har det svært, og når det kommer til at styrke det sociale arbejde i det hele taget, men det gør os ikke partipolitiske og absolut heller ikke røde. Politisk er vi ikke nødvendigvis enige, men på det fagpolitiske område er der stor enighed i foreningen,« fastslår hun.

Et af de store kampområder for Dansk Socialrådgiverforening i disse år er, at medlemmerne skal bruge langt mindre tid på bureaukrati, end de gør i dag.

»Naturligvis skal der styring og indberetning til, men når en socialrådgiver bruger 80 procent af tiden på bureaukrati, så er det ikke særligt meningsfyldt. Men jeg tror, at politikerne er ved at være lydhøre overfor, hvordan vi bruger tiden,« siger Majbrit Berlau og fastslår, at bureaukratiet er uafhængigt af, hvilke regeringer, der har været. Hun mener, at foreningen i øjeblikket har en udmærket dialog med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Majbrit Berlau er gift med pædagog Khaled Mustapha. Parret har to børn, Rosa og Liv, på syv og ti år, og de bor i et bofællesskab i Birkerød.