Veteranjazz uden puritanisme

Den 80-årige britiske basunist og orkesterleder Chris Barber kan fortsat kunsten at levere dugfrisk jazzkunst.

Chris Barber spillede i K.B. Hallen i København tilbage i 1958. I tirsdags gæstede han igen K.B. Hallen - nu som 80-årig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Poul Petersen / SCANPIX

Da den britiske basunist og orkesterleder Chris Barber for 56 år siden indspillede »Ice Cream« og »Down By The Riverside« i København, gav han en uvurderlig livseliksir til den såkaldte revival-jazz-bølge, som i resten af årtiet hærgede i hele Europa. Selv om det ikke var ham, der opfandt den traditionelle besætning med trompet, klarinet, basun, banjo, bas og trommer, så fik han konfirmeret en formel, som utallige bands annekterede og fastholdt - årti efter årti efter årti.

Derfor er det mere end interessant, at den nu 80-årige Chris Barber aldrig er forfaldet til puritanisme. Især har han inden for de sidste par årtier formået at forny sig - først og fremmest i kraft af en original udnyttelse af sit nu 11 mand store orkester. Og han har fortsat sans for at ommøblere - lade nye, fremragende musikere og arrangementer komme til - og altid med fokus på, at musikken skal swinge.

At tirsdagens koncert blev indrammet af New Orleans-klassikerne »Bourbon Street Parade« og »When The Saints Go Marching In« var vel ikke epokegørende, men inden for rammerne var der ingen mangel på gode overraskelser. En pæn del af programmet var hentet i det »jungle«-repertoire, som den amerikanske komponist og orkesterleder Duke Ellington dyrkede i årene omkring 1930, og her kunne de syv frontblæsere bare kunsten at forene fin nostalgi og dugfrisk jazzkunst - med den 80-årig basunist på alt andet end en retræte-post.

THE BIG CHRIS BARBER BAND: K.B. Hallen: Pejsesalen, tirsdag