På den ene side er der stemmen. Mørk, fyldig og altid ladet med alvor og inderlighed.
På den anden side er der ukulelen. Et lille firestrenget instrument med en egen spinkel og sentimental klang, som med tiden er blevet synonym med det gode liv på Hawaii.
At disse to, stemmen og ukulelen, skulle finde sammen på »Ukulele Songs«, var der nok ikke andre end Eddie Vedder selv, der havde set komme. Og som suverænt syngende frontmand i et af klodens bedste rockbands, Pearl Jam, har han sikkert nydt at overraske fans og fæ.
Og at man ikke skal afskrive Vedder, når han forsøger sig som solist, det vidner mesteralbummet »Into The Wild« fra 2007 om, og her er instrumenteringen også sparsom – uden dog at komme i nærheden af »Ukulele Songs«, hvor én cello i ét nummer er det eneste, der blander sig med vokalen og den firestrengede.
Unægteligt et farligt setup. For alene med en ukulele – der modsat guitaren råder over ganske få klangfarver – er monotonien en evig fjende, som Vedder søger at modvirke ved at holde sangene korte.
16 styks på små 35 minutter er, hvad han byder ind med og åbner kuriøst nok med Pearl Jam-nummeret »Can’t Keep«, der her er blevet en lille, intim sag – præcis som resten af albummet.
Det er imidlertid problemet. Alle sangene rammer præcis samme stemning, og udspillet ender som én lang klimpren på en bund af forglemmelige melodier, og selv ikke Vedders malmfulde røst kan løfte de enkelte indslag op og skabe poesi eller prægnans.
Og hvem ved. Måske har Vedder tilbragt lidt for mange ferietimer sammen med sin hawaiianske ven, hængekøje-sangskriveren Jack Johnson. Der er i hvert fald for meget konturløs hygge over projektet, og hvordan en kunstner af Vedders kaliber kan finde på at begå en uinspireret cover af en for længst udtjent sang som »Dream A Little Dream«, det er et kors for forstanden.
På den ene side stemmen, på den anden den firestrengede. Overraskende, javel. Men også overraskende ringe. Desværre.
