I en musikverden notorisk besat af ungdom må 47-årige Bill Callahan og 48-årige Mark Lanegan begge betragtes som sejlivede overlevere. To mænd midt i livet der uden nogensinde at have opnået superstjernestatus ufortrødent fortsætter med at udgive musik af høj kvalitet på tredje årti. Og som begge besidder stemmer, der i den grad stadig gør dem værd at følge.
Ja, Bill Callahan er faktisk kun blevet bedre med årene. Således også på sit nyeste album, »Dream River«, der fortsætter ud ad den mere musikalsk raffinerede bane, han svingede ind på, efter han i 2007 lagde aliasset »Smog« på hylden.
Som altid med Callahan er der tale om små udtryksforskydninger fra album til album. For han er og bliver en mester udi de små gestikulationers virkekraft. Og på den overraskende ømme »Dream River« er der en nærmest stoisk ro over hans patinerede baryton, når han talesynger sig igennem musikkens impressionistiske landskaber, der males frem af de skønneste guitarlinjer, børstede trommer, tangenter og fløjte.
Alt er nøje afstemt og bakker elegant op om det formidable tekstarbejde, hvor landskaber, dyr og floder vanen tro besynges som billeder på indre mentale tilstande. Som for at understrege, at det enkelte menneske er så uendeligt lille og ubetydeligt i det store billede. Selv om vi ofte bilder os ind, at det modsatte er tilfældet.
Som lytter hensættes man i velgørende eftertænksomhed, for Callahan er en af de fremmeste, når det kommer til at undres over livets helt store spørgsmål. Hvad er meningen med det hele? Han har endnu ikke fundet svaret. Men det lyder grangiveligt, som om den tidligere så miserable joker nærmer sig, når han på den afsluttende »Winter Road« gentager de smukt svungne linjer »I have learned, when things are beautiful, to just keep on«.
Tilbage til rødderne
Hvor Callahan altid har arbejdet inden for sit helt eget, veldefinerede univers, er Mark Lanegan en arbejdsnarkoman, der gerne udgiver et par plader om året med alverdens musikalske samarbejdspartnere. På sit ottende soloalbum, »Imitations«, har han nu valgt at kaste sig over fortolkninger af numre, der på forskellig vis har formet ham musikalsk.
Albummet fordeler sig mellem numre hentet fra hans forældres pladesamling og mere nutidige kunsterne. Selv om der umiddelbart er langt fra evigtgrønne balladesangere som Frank Sinatra og Andy Williams til knudrede mørkemænd som Nick Cave og John Cale, så formår Lanegan med sin sprukne whiskyrøst faktisk at skabe et udtryk, der hænger ganske godt sammen.
Bedst fungerer det, når han skærer ind til benet ved f.eks. at fortolke Bobby Darins swingklassiker »Mack The Knife« som akustisk vuggevise. Omvendt er det svært ikke at krumme tæer, når han på klodset fransk prøver kræfter med Gérard Mansets »Élégie Funèbre«.
Overordnet fungerer »Imitations« som et fint om end ikke videre ophidsende indblik i mandens musikalske rødder. Men lad os håbe, at det kun er et kort stop på vejen, inden han bevæger sig mod nye og mere originale udskejelser. Mon ikke?
Fem stjerner
Hvem: Bill Callahan.
Hvad: »Dream River«, Drag City.
Tre stjerner
Hvem: Mark Lanegan.
Hvad: »Imitations«, Heavenly Recordings.
