Der stod han så, Bill Callahan. Og ragede op på sin egen beskedne facon mellem sine tre siddende medmusikanter. Med skjorten godt nede i bukserne, elguitaren højt om halsen og et skælmsk alvorsudtryk malet i ansigtets modne furer. Var man kommet i Store Vega i håbet om spektakulært showmanship var man gået galt i byen. Her var ingen store armbevægelser eller unødvendig staffage. Bare en 47-årig amerikaner og hans sange.
Og som sådan fremstod han som den logiske legemliggørelse af musikken på hans fremragende senere soloplader, hvor et underspillet udtryk langsomt åbenbarer en stor og vilter skønhed i mødet mellem malerisk americana og Callahans tørt formulerede eksistentialisme.
Live som på plade talesynger Callahan sig med dyb og knastør stemme igennem sange fulde af kraftfulde naturbilleder og tunge refleksioner over livets uudgrundelighed. Han søger, tvivler, prøver at finde sig til rette: »Is life a ride to ride? Or a story to shape and confide?« spørger han undervejs på den svimle »Ride My Arrow«. For så senere i koncerten selv at komme med en form for simpelt svar på den fine »Winter Road«: »I have learned when things are beautiful to just keep on«.
Uro under overfladen
Og smukt er det i store perioder denne aften, hvor et bomstille søndagspublikum lytter opmærksomt til hver eneste strofe fra Callahans mund. Han siger ikke meget mellem numrene, men sangene - der hovedsageligt kommer fra hans to seneste plader »Apocalypse« (2011) og »Dream River« (2013) - taler heldigvis oftest for sig selv.
Særligt modsætningen mellem Callahans deadpan-levering og guitaristen Matt Kinseys lyrisk ekspressive linjer fungerer formidabelt. Med feedback, forvrængning og ekkosløjfer formidler Kinseys brusende guitardrøn teksternes underliggende drama. Lidenskab og uro lurer tydeligvis under den stoiske overflade og kan gå i udbrud hvert øjeblik. »All I want do is make love to you, in the fertile dirt, with a careless mind,« messer Callahan på »Spring«, mens guitarens malstrøm næsten overmander ham for en stund.
Den nærmest demonstrative anti-showmanship bliver dog i sidste ende også koncertens akilleshæl. For mens numrene er stærke og rummer sublime øjeblikke, er der også perioder, hvor koncerten balancerer på kanten af det kedsommelige.
Men grænsen er hårfin i Callahans kompromisløse univers. For det er lige præcis også denne tørre og underspillede facon, der gør ham til så unikt et bekendtskab. Det er trods alt den hæmmede hvide mands blues, vi taler om her. Men i en 100 minutter lange koncert, ville en lille joke eller forløsende anekdote nu alligevel have gjort underværker.
Måske næste gang.
Hvad: Bill Callahan Hvor: Store Vega, søndag
