Det tredje soloalbum fra en af sydstatsrappens stilskabere er i hvert fald en sej satan – 22 sanges kompetent gadepral iklædt elastiske beats tunge på syntetisk soul, og med det hæse sidekick Lil’ Wayne i en fast birolle. Duoens småmelankolske udsyn og tørre humor forlener den med en skurkecharme, som 50 Cent kun kan drømme om på et album, der flyder som en Cadillac og stikker som en butterflykniv.
