Syv år kan synes en evighed i poppens lunefulde verden. Ikke desto mindre er det den tid, der er gået, siden Justin Timberlake sidst gav lyd fra sig med »FutureSounds/LoveSexy«. Et album der sammen med solodebuten »Justified« fra 2002 i dag står blandt 00ernes absolut bedste popplader. Og samtidig placerede ham som Michael Jacksons naturlige tronfølger takket være en berusende kombination af sexet dansegulvstække, smidige hooks og fremsynede produktioner.
Tiden væk fra musikscenen er blandt andet blevet brugt på at investere i en genrejsning af det sociale netværk Myspace og ikke mindst en karriere som skuespiller. Mest mindeværdigt i rollen som internetpioneren Sean Parker i David Finchers »The Social Network«.
Men nu er han altså omsider tilbage i musikkens verden. Og det helt store spørgsmål er så, om han med sit tredje og stort anlagte comebackalbum »The 20/20 Experience« kan generobre positionen som King of Pop. Det umiddelbare svar må være nej.
Og det hænger først og fremmest sammen med, at albummet på trods af sine blot ti sange løber op i en samlet spilletid på 70 minutter.
Uanset hvordan man vender og drejer det, er det altså noget af et kommercielt benspænd at lade størstedelen af numrene på en popplade strække sig over både syv og otte minutter. Omvendt må man også bifalde, når en af pophimlens mest lysende stjerner har kunstnerisk mod til at undersøge, hvad der sker, når man strækker popformatet til bristepunktet. Det kræver tro på egne evner.
Store ambitoner på luksuriøs lydside
De store ambitioner går igen på albummets helt igennem luksuriøse lydside, som endnu engang er skabt i samarbejde med Justins faste producer Timbaland, der virkelig får lov til at folde sig ud.
Den funky åbner »Pusher Love Girl« indledes f.eks. langsomt med cremede strygere, talkbox, lyse guitarkrøller og Justins signaturfalset, inden den halvvejs bevæger sig over i et mere tungt hiphop-inspireret beat med alskens effektbehandlede vokaler svævende rundt i mixet. Det hele lyder stinkende godt, men har ingen gang i hverken radio eller på dansegulvet.
Førstesinglen »Suit & Tie« rammer til gengæld en melodi og herlig fremdrift, der sender tankerne i retning af nogle af Justins tidligere dansegulvsbomber. Men med Jay-Zs tåbelige gæsteoptræden halvvejs mister sangen desværre en del af sit momentum.
Herefter er det så som så med oplagte singler. Til gengæld er der masser af guf for øregangene.
Det er altså ikke småting, der foregår under Justins formidable vokalarbejde på »Tunnelvision«, hvor Timbaland over knap syv minutter blander futuristisk hiphop med EDMens dybe bas, opklippede vokaler, human beat box og old school Philly-soul-strygere. Ligeledes fungerer den intergalaktiske sengekantsfunk komplet med Funkadelic-guitarsolo på »Spaceship Coupe« også fortrinligt.
Popmusik på nye territorier
Albummet er generelt gennemsyret af en villighed til at eksperimentere og tage popmusikken ud i nye territorier. »Let The Groove Get In« leger f.eks. med heftige afrikanske polyrytmer og syntetiske horn, men bliver desværre lettere enerverende i længden.
Til gengæld fungerer den afsluttende »Blue Ocean Floor« afsindigt godt og lyder med sine baglæns synthsløjfer, afdæmpede ambiance og beatløse struktur som en vellykket krydsning mellem Radiohead og Frank Ocean. Smukke sager.
»The 20/20 Experience« må siges at være en ordentlig mundfuld og vil givetvis skuffe de lyttere, der havde håbet på en »FutureSounds/LoveSexy« version 2.0.
Men Justin Timberlake anno 2013 insisterer på at være en mere krævende popkunstner. Selv om man kunne savne et par stærkere singler, kommer vi med garanti ikke til at høre en mere innovativ og overdådig popplade i år.
Hvem: Justin Timberlake.
Hvad: »The 20/20 Experience«.
Hvor: Udkommer mandag på RCA/Sony Music.
