Abrupte og lettere klodsede melodier spillet frem via elektroniske fiflerier på keyboards klinger som mavepustere og kæberaslere, med beats som jabs, og en sanger hvis røst søger selvdestruktionen i pinefuld melankoli. Det lyder forfærdeligt, det lyder fantastisk, det lyder som - ja, Troels Abrahamsen. Kun det samlede lydbillede er større, mere Vetosk og mættet til den yderste teknologiske (smerte)grænse. En nål mod en ballon, og det hele eksploderer.
»Everything Is Amplified« er fremdeles ikke alt det melodisk-tilgængelige miks af tung electro og rock, Veto introducerede på debuten »There’s a beat in all machines« (2006) og forfinede på den langt bedre »Crushing Digits« (2008). Jo, der er enkelte tracks, der binder galskaben sammen, eksempelvis den potente »Spun«, men ellers har urkraften og de ørehængende elementer måttet vige pladsen for intensiteten i de tempi-rolige lyttetracks.
Det er Veto, og det er ikke Veto. Eller rettere: udviklingen giver mening, selv om der er for lidt melodi og forløsning for min smag. Men især på den snart sagt psykedeliske »Slowres« og den skønne og ligeledes stille afslutter »Popular Concussion« er der landvindinger. For jävlan de går under huden og i blodet.
