Hip hop-genren må se sig noget stedmoderligt behandlet påårets Roskilde Festival: En håndfuld navne er det blevet til, med Dizzee Rascal, Clipse og undergrunds-pladeselskabet Stones Throw Records som hovedattraktionerne.
Den status skulle Stones Throw-sammenrendet forsøge at leve op til på den ellers uhyre vellykkede, nye Cosmopol-scene, hvor et flot lysdesign lukker sig om publikum og skaber et intimt og spraglet rum. California-selskabet har de traditionelle hip hop-håndværksdyder i centrum, og det skabte desværre en alt for tilbageskuende eftermiddag i forudsigelighedens tegn.
Eneste undtagelse var første mand på scenen: R&B-sangeren Aloe Blacc flødefraserer som en sukkerdrøm og spiller desuden hæderligt trompet! Hvad kunne det ikke ende med, hvis han valgte en modigere musikside end smooth jazz og småfamlende hip hop-beats. Næste levende billede var den sympatiske rapper Guilty Simpson, der påstod at han kunne »spit fire and piss lava«. Jeg ved ikke med det sidste, men det første hørte vi ikke meget til - selv om han gav os et fint far-søn-kvad, brygget på et sample af James Browns »Its A Mans World«.
Han var i hvert fald et mere tiltalende bekendskab end kollega Percee P, der ganske vist viste sig som en både udadvendt performer og teknisk dygtig rapper. Og hvis han ikke havde blæret sig så meget med det sidste, kunne det endda være, at hans show var endt som en fornøjelse.
Imellem de to rappere var det vist meningen, at forestillingen skulle peake med pladeselskabsejer og DJ Peanut Butter Wolf, der da også slap ganske fornuftigt afsted med et såvel musik- som billedmix af gamle klassikere fra hip hops guldalder: Lige fra Kriss Kross over A Tribe Called Quest til Public Enemy. Men da han, inden han spillede De La Souls »Me, Myself And I«, råbte »Do you wanna see the video!!?« i mikrofonen, var svaret alt for nærliggende: Næh, vi vil hellere høre noget interessant rapmusik. Det kom vi ikke rigtig til, og derfor dumpede Stones Throw-posen som bærende hip hop-element til en festival af Roskildes kaliber.
